Prisnedturen på det europæiske smågrisemarked fortsætter. Udbuddet er ikke særlig stort, men prisfaldet på slagtesvinemarkedet resulterer i et enormt prispres på smågrisemarkedet. Alle europæiske markedsnoteringer falder mellem 30 og 60 kr.

Porc-Ex’s eksportnotering blev endda nedjusteret med 75 kr.

Markedsnoteringerne ligger således cirka på samme prisniveau som den beregnede notering, skriver Danske Svineproducenter i en kommentar.
 
Ifølge tyske markedsinteressenter er der specielt på det polske smågrisemarked alvorlige afsætningsproblemer. Polske slagtesvineproducenter aftager smågrisene, som de er forpligtet til, på grund af eksisterende kontrakter, men man siger, at det er næsten umuligt at afsætte yderligere smågrise i Polen for tiden.

Polen har en selvforsyningsgrad på cirka 90 procent, dvs., at man først og fremmest producerer for det polske hjemmemarked. Nogle delstykker eksporteres, hvor USA er det vigtigste eksportmarked for Polen. Det betyder, at Polen næppe kan profitere direkte af de forholdsvis høje priser i Asien, men alligevel er ramt af det nuværende lavprisniveau i USA. Det er derfor ikke meget overraskende, at den polske svinebranche p.t. ikke er særlig optimistisk. 

Statistisk usædvanligt

Den tyske grisebranche håber på, at markedssituationen snart vil normalisere sig. Statistisk set er det fuldstændigt usædvanligt, at grisepriserne falder i løbet af foråret, hvor de ellers plejer at stige. Usikkerheden på grund af coronavirussen er simpelthen den altdominerende faktor på grisemarkedet for tiden. For eksempel blev corona konstateret hos nogle udenlandske kolonnearbejdere hos forskellige tyske slagterier og forarbejdningsvirksomheder. Selvom man p.t. er langt fra, at produktionen i disse virksomheder skal stoppes, er der ingen, der kan udelukke dette i fremtiden.
 
Det største problem ligger fortsat på det europæiske hjemmemarked, hvor slagterierne mangler bestillinger fra restauranter, kantiner og caféer. For tiden tyder meget imidlertid på, at restauranterne under visse betingelser må åbne igen i Tyskland i løbet af de kommende uger. Desuden kan der komme nye prispositive impulser mht. grillartikler i de kommende uger. Derfor er det ikke usandsynligt, at det tyske marked snart vil stabilisere sig. Vi vil dog næppe se det sæsontypiske opsving i år. Efterspørgsel efter svinekød på det europæiske hjemmemarked vil sandsynligvis ligge tydeligt under slagteriernes forventninger før coronakrisen. 
 
Den tyske VEZG-smågrisenotering indikerer, at Nord-West noteringen i næste uge vil falde med yderligere fem euro til 62 euro (499 kroner inklusiv vægtregulering.)

hka

Svin