Sølvbakkegaard er et avlscenter på Norddjursland ved den lille by Glesborg. Bedriften tæller mere end 1800 Yorkshiresøer, og man leverer YY- og LY-sopolte samt KS-orner til kunder både herhjemme og i udlandet.

I går blev der for indbudte gæster inviteret indenfor i en helt ny afprøvningsstald, der er en af flere nye af slagsen hos Sølvbakkegård, hvor Danish Pig Genetics P/S med en millioninvestering i især avancerede foderstationer fra BoPil A/S efter eget udsagn vil løfte foderudnyttelsen til nye højder hos de danske svineproducenter.

Avanceret teknologi

Og det er både gennemprøvet og anerkendt teknologi, der ligger bag de avancerede foderstationer fra BoPil. Foderautomaterne kan via et computerprogram registrere foderforbruget hos hvert enkelt dyr, da automaterne er indrettet sådan, at kun ét dyr ad gangen kan spise fra automaten, og hvor en computer registrerer alt.

-  Det gør, at man kan finde frem til de bedste opformeringsdyr, forklarer Erik Jeppesen, Bopil A/S.

Han tilføjer, at man har kørt med de avancerede foderautomater i fem år, blandt andet hos Seges, der bruger dem flere steder.

270 avancerede foderstationer

Med et næsten tocifret millionbeløb som investering tror Danish Pig Genetics P/S i den grad på de avancerede foderstationer som værktøjet og vejen til større avlsfremgang.

-  Med stigende omkostninger til foder over det meste af verden er netop foder den mest afgørende omkostningspost i produktionsøkonomien for svineproducenter, oplyser Lars Husted Dall, der er administrerende direktør/CEO hos Danish Pig Genetics.

Med de nye foderstationer på Sølvbakkegård kommer Danish Genetics avlsprogram op på 270 avancerede foderstationer, der bliver en væsentlig udvidelse af den nuværende individafprøvning i alle avlsbesætningerne.

Svin