Du har sikkert hørt en fugl synge om de syv nye danish-tiltag, hvor et af dem siger, at alle danske svineproducenter, der halekuperer deres grise, skriftligt skal kunne dokumentere behovet. Kravet var gældende fra første januar og indebærer blandt andet, at grise med halebid skal registreres. Da det for det fleste betyder en masse nyt papirarbejde at sætte sig ind i, har Seges Svineproduktion samlet de vigtigste pointer.

Og fra den 1. april gik Danish-tiltaget om halekupering ind en ny fase, som er »Risikovurdering og handlingsplan«. I praksis betyder det, at du, hvis du halekuperer, skal lave en handlingsplan på tilpasning af stalde, sundhed og management med det mål på sigt at kunne skrue ned for antallet af grise, der bliver halekuperet. Gennemgang vil udover at opfylde lovgivningen også gavne effektiviteten og bundlinjen, lyder det fra Seges.

På svineproduktion.dk kan du finde en temaside om halekupering, hvor du også kan se en film med svineproducent Henrik Marcus Pedersen, som i samarbejde med Seges har gennemgået sine stalde, for at finde ud af, hvor han kan sætte ind. I filmen guider Seges dig gennem udarbejdelse af risikovurdering af halebid. På siden finder du også en video, der er opbygget som et spil, hvor du kommer igennem de regler og arbejdsgange, du skal følge i forbindelse med halekupering på din bedrift.

 

Kupering er fortsat tilladt

Selvom der er trådt nye regler i kraft, fortæller sektordirektør i Seges Svineproduktion, Christian Fink Hansen, at det fortsat er tilladt at halekupere. Man skal blot kunne dokumentere behovet.

- Jeg ved, at »hele haler« giver nogle udfordringer og i mange tilfælde også flere udbrud af halebid. Og dét er selvsagt smertefuldt for grisen. Med de nye regler indtræder altså ikke et forbud mod halekupering. Man skal blot kunne dokumentere behovet for det, siger han og fortsætter:

- Det kan være lidt af en jungle at finde ud af, hvilke krav der er til dokumentation. Derfor er jeg glad for, at vi har fået samlet alle gode råd og tjeklister til, hvordan man kommer godt videre inden for reglerne, slutter han.

Stramningerne af reglerne blev meldt ud af Fødevareministeren kort før jul, og er indført som følge af krav fra EU-Kommissionen om, at medlemslandene skal skrue ned for antallet af halekuperinger.

Svin