Svinenoter: Giv ansatte adgang til slagtedata

Danish Crown opfordrer til, at medarbejdere, som står for at tilmelde til slagtning eller har brug for viden om produktionsdata til deres arbejde, får adgang til Ejersiden og appen som medarbejder.

Det gør det samtidig nemmere at fjerne adgangen for tidligere medarbejdere, da det ikke kræver et skift af eksempelvis ejerens adgangskode, idet medarbejderen har sit eget login.

Du kan give din medarbejder adgang til app og Ejerside under menuen »Administration« på Ejersiden, hvor du kan oprette en ansat. Ejeren er selv ansvarlig for at oplyse brugernavn og password til den ansatte.

Kurser i medicinhåndtering

LVK Svinedyrelæger afholder løbende medicinhåndteringskurser på dansk og engelsk, som er godkendt af Fødevarestyrelsen. 

Den teoretiske del af kurset har en varighed af seks timer og den praktiske del varer to timer. I den praktiske del lærer eleverne injektionsteknik og at foretage obduktioner af dyr. LVK’s laborant Dorte Olesen bidrager med undervisning i laboratoriediagnostik. 

Der udleveres kursusmateriale på dansk og undervises på dansk. Er kurset for udenlandske medarbejdere, undervises på engelsk, men kursusmaterialet er på både engelsk og russisk.

Kontakt LVK for tilmelding, der er også mulighed for at holde kurset hjemme hos dig selv eller eventuelt hos en Landboforening. Prisen er 1.100 kroner med kursusmateriale og forplejning hele dagen.

I banken som 15-årig

Den nyetablerede svineproducent Erik Pedersen fra Vendsyssel gik allerede som 15-årig i banken for at høre, om de var med på hans planer om egen bedrift.

I dag er han 28 år, har 1.250 søer med fravænningsgrise og fem ansatte på en gård i Vrå, som han opkøbte i 2017, da den var konkursramt.

I en podcast produceret af Seges, forklarer han, hvorfor han overhovedet gik ind i den trængte branche. Der er også masser af gode råd til andre unge, der går med drømmen om at etablere sig. Og så fortæller han mere om, hvad det sværeste var, hvad han tænkte i forhold til medarbejdere og ikke mindst balancen mellem familieliv og egen gård. Find podcasten på podcast.seges.dk.

Erfagrupper for engelsktalende

Danvet afholder de kommende måneder erfamøder for udenlandsk personale i farestalden. Møderne er heldagsarrangementer med 8-12 kursister samt en dyrlæge, der afholdes i en udvalgt besætning.

Erfamødet giver derudover mulighed for faglig sparring med andre engelsktalende, præsentation af egne produktionsresultater og hertil feedback, introduktion til nyeste viden og meget mere.

Møderne er den 22. maj på Sjælland, den 5. juni på Fyn og den 13. juni i Jylland. Tilmelding skal ske via Danvets hjemmeside.

 

Læs også