Ansvarlig soja som en del af Danish
Som et skridt på vejen mod en mere bæredygtig og ansvarlig produktion, har den danske svinebranche valgt at støtte et initiativ for mere ansvarlig sojaproduktion. Ifølge Seges Svineproduktion ventes kravet om ansvarligt produceret soja at blive del af den danske branchestandard Danish.

Den danske svinebranche har valgt at støtte et initiativ for mere ansvarlig sojaproduktion. Ifølge Seges Svineproduktion betyder initiativet, at alle danske producenter, som er med i Danish-ordningen, i fremtiden vil arbejde på at sikre, at importeret soja lever op til en række fælles definerede og fagligt funderede krav. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Danske svineproducenter er internationalt anerkendt som nogle af verdens dygtigste og samtidig helt i front på bæredygtighed og klima. Seges Svineproduktion meddelte i sidste uge, at branchen nu tager et stort skridt mod ansvarlig, afskovningsfri sojaproduktion som en del af den aftale, det samlede landbrug har indgået.
Da en væsentlig del af den importerede foder-soja netop bruges i svineproduktionen, påpeges det at være et meget vigtigt skridt.
- De seneste mange år har vi rykket os meget på vores måde at producere grise på. Både i forhold til avlsarbejde, som har medvirket til blandt andet markant lavere foderforbrug, udvikling af nye metoder til at nedsætte udledning af f.eks. fosfor og hele vores arbejde med at finde alternativer til medicinsk zink. Men vi kan hele tiden blive bedre. Derfor tager vi nu næste ansvarlige skridt, når vi tilslutter os samarbejdet om at bruge certificeret soja, siger Christian Fink Hansen, sektordirektør i Seges Svineproduktion.
En del af Danish
Kort fortalt betyder initiativet, at alle danske producenter, som er med i Danish-ordningen, i fremtiden vil arbejde på at sikre, at importeret soja lever op til en række fælles definerede og fagligt funderede krav. Hvordan det vil blive implementeret i Danish-ordningen er endnu ikke meldt ud, men vil blive det snarest, oplyser Seges.
Dog vil samarbejdet med blandt andet grovvarebranchen sikre, at det ikke bliver den enkelte svineproducent, som skal tage stilling til, om foderet har de rigtige certifikater.
- Vi arbejder på at lave en løsning, hvor det er de enkelte producenter at foderstoffer, som køber soja ind efter de fælles brancheregler. Når Danish er på besøg for at udstede nyt certifikat, vil det blive kontrolleret, at leverandøren har de nødvendige godkendelser. På den måde vil vi sikre, at det ikke er den enkelte producent, som skal sikre, at certifikaterne nu også er på plads, det kommer simpelthen til at ligge hos foderleverandørerne via Danish, siger Christian Fink Hansen.
Test af alternativer
Seges Svineproduktion har de seneste år arbejdet på at finde lokalt producerede alternativer til soja. Der er håb, og lovende resultater, men et skifte fra en proteinkilde til en anden tager tid.
- Soja er umuligt at erstatte fra den ene dag til den anden, fordi soja har så gode ernæringsmæssige egenskaber. Det kender vi tilsvarende også fra mange fødevarer, som skal være rige på planteprotein. Her er soja ofte også en uhyre vigtig ingrediens, siger Christian Fink Hansen.
Så snart Seges ved mere om, hvordan de nye tiltag vil blive implementeret, vil det blive delt via blandt andet Svineproduktion.dk.
cab