Ny podcast om fremtiden for slagtesvineproduktionen i Danmark
Hvordan ruster vi dansk slagtesvineproduktion til fremtiden? Og fortsætter den trenden med gode afregningspriser, som vi har set de seneste år? Det, og meget andet, kan man høre i en ny podcast fra Seges Svineproduktion.

Hør om Landbrug & Fødevarer Svineproduktions bestyrelses vision for danske slagtegrises fremtid og økonomiske udsigter i den seneste podcast fra Seges Svineproduktion. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Fastholdelse af dansk slagtegriseproduktion er et af Landbrug & Fødevarer Svineproduktions strategiske indsatsområder. Blandt andet for at fremtidssikre dansk griseproduktion:
- Der er et stort behov for at sikre øget bæredygtighed økonomisk og miljømæssigt set i dansk griseproduktion. Og her spiller danske slagtegrise en stor rolle. Samtidig kan vi, hvis vi kigger et par år tilbage, se, at vi har forbedret konkurrenceevnen de senere år, siger Ulrik Bremholm fra Landbrug & Fødevarer Svineproduktions bestyrelse. Den opadgående trend ser ud til at fortsætte den kommende tid. Også selvom man ikke kun skal se på seneste noteringer:
Ny prognose
Landbrug & Fødevarer og Seges kom i sidste uge med en ny prognose for priserne den kommende tid. Den viste blandt andet et mindre fald i noteringen.
- Corona-krisen har medført stærkt reduceret efterspørgsel fra foodservice-sektoren, deriblandt restauranter, som en øget efterspørgsel fra supermarkederne ikke har kunnet udligne for. Derudover forventer vi en stærkt forøget priskonkurrence på verdensmarkederne. Den nye prognose er sænket lidt i forhold til tidligere, men ser stadigvæk fornuftig ud i resten af 2020 og ind i 2021. Så med den nye prognose vil der stadigvæk være økonomi i at producere slagtegrise i Danmark, siger Sisse Villumsen Schlægelberger, som er erhvervsøkonom i Seges.
Hun bakkes op af Ulrik Bremholm:
- Vi har en højere pris nu, end vi har haft igennem en årrække. Og vi skal holde fast ved, at det er kostprisen, vi skal have særligt fokus på. Det kan vi blandt andet gøre ved at kigge i retning af integratormodellen og sikre, at alle led i produktionskæden er trimmet. Samtidig er slagtegrisestalde faldet i stipris, og der er sågar åbent for at få moderniseringsstøtte. Holdt den tidligere prognose, havde vi haft et historisk højt niveau. Men vi skal også holde fødderne på jorden, og kan vi bare ligge tæt på 10-11 procent i overskudsgrad, tror jeg, vi skal være tilfredse, siger han.
Få flere gode råd, og hør om Landbrug & Fødevarer Svineproduktions bestyrelses vision for danske slagtegrises fremtid og økonomiske udsigter i podcasten, som du finder via svineproduktion.dk og i din foretrukne podcast-app.
cab