Kursus sætter fokus på rutinerne i farestalden

En velfungerende farestald giver værdi for soholder, for medarbejderne i farestalden, og for den samlede danske svineproduktion. Derfor sætter Seges Svineproduktion fokus på gode rutiner ved et nyt endagskursus.

Der er mange ting at holde styr på i farestalden. Men er der tjek på det basale, giver det både en bedre bundlinje og højere niveau af dyrevelfærd. For en god start i farestalden giver sunde og store grise ved fravænning. Det oplyser Svineproduktion.dk.

For at hjælpe danske soholdere på vej til en endnu bedre farestald har Seges Svineproduktion derfor udviklet endagskurset »Godt gang i farestalden«. På kurset, der afholdes den 2. december i Horsens, deles både teoretiske og praktiske erfaringer, som deltagere kan tage med hjem og bruge på staldgangen.

- Der er så megen viden inden for emnet fra både vores arbejde i Seges Svineproduktion, erfaringer fra PattegriseLIV og praktiske erfaringer fra staldgangen. En del af den viden vil vi give videre på kurset. For der er mange små tandhjul, der skal spille sammen. Men gør de dét, er det også noget, der kan ses på effektiviteten, siger Dorthe Poulsgaard Frandsen fra Seges Svineproduktion.

Kursusleder er Peter Munk Nielsen. Til daglig er han landmand og svineproducent, og derudover underviser han i svineproduktion på Bygholm Landbrugsskole.

Før, under og efter

Det nye endagskursus henvender sig primært til nye medarbejdere i farestalden. For eksempel medarbejdere, som tidligere kun har arbejdet med slagtegrise eller ufaglærte, som kan have glæde af at få indføring i det at arbejde i farestald. I løbet af dagen vil deltagerne blandt andet lære mere om kuldudjævning, gængse rutiner og tilsyn af søer og pattegrise.

- Vi har inddelt dagen under temaerne »Før, under og efter faring«. For der skal være tjek på de vigtigste rutiner hele vejen igennem farestalden. Når man har fået en dybere forståelse for, hvorfor disse rutiner er vigtige, giver det også værdi i sidste ende, siger kursusleder Peter Munk Nielsen om kursusdagen, der endvidere kommer omkring emner som kuldudjævning, flytning af pattegrise samt de gængse rutiner som dagligt tilsyn af såvel so og pattegrise.

Find hele programmet for dagen og hent information om tilmelding via Svineproduktion.dk.

cab

Læs også