De tiltagende problemer med resistent græsukrudt kræver handling, og derfor tilbyder Seges Innovation igen resistenstest af græsukrudt. Det er afgørende for at kunne lægge den rette strategi for bekæmpelse.
- Problemerne med resistent græsukrudt er jo desværre ikke blevet mindre, og derfor kører vi videre med resistenstest af græsser, siger landskonsulent i planteværn hos Seges Innovation Poul Henning Pedersen.
Han understreger, at det er afgørende at have styr på, om de bestande, man har af græsukrudt, har udviklet resistens. Og at vide, hvilke midler de har udviklet resistens overfor.
- Ellers kan forårets omkostninger til bekæmpelse af græsukrudt være spildt. Derfor er det vigtigt at vide, hvilke midler der virker, lyder det.
Rent praktisk foregår resistenstesten ved, at man kontakter sin planteavlskonsulent, som indsamler frøprøver og får dem sendt til resistenstest hos firmaet Agris42.
- Resistenstesten bliver udført i løbet af efteråret, så du har resultatet i god tid før næste sæson. Det er også planteavlsrådgiveren, som oplyser dig om pris og de praktiske forhold omkring indsamling af frøene, siger Poul Henning Pedersen.
Grundig test
Man kan få testet følgende arter af græsukrudt: italiensk rajgræs, alm. rajgræs, agerrævehale, vindaks, gold hejre, enårig rapgræs og hanespore.
Test af tokimbladede ukrudtsarter og andre græsser end de nævnte kan udføres efter aftale. Resistenstesten af hanespore udføres forår 2025.
Bladmidlerne testes i én dosis og jordmidler i to doseringer. På laboratoriet udføres løbende test på referencepopulationer af de forskellige græsarter, så din bestand af græsukrudt bliver sammenlignet med en følsom og en resistent bestand.
Før høst-besøget i markerne er en god lejlighed til at indsamle frø til test.
Resistenstesten omfatter følgende midler:
0,1 l Hussar OD (iodosulfuron)
0,9 l Atlantis OD (mesosulfuron)
220 g Broadway (pyroxsulam)
150 g MaisTer (floramsulfuron+iodosulfuron)
0,4 l Topik (codinafop)
1,5 l Focus Ultra (cycloxydim)
0,75 l Agil (propaquizafop)
Det er også muligt at få testet effekten af jordmidler. Det koster ca. 300 kr. pr. middel.