Gjensidige og Vestjyllands Andel har indgået en aftale om et eksklusivt forsikringsprogram for Vestjyllands Andels flere end 4.000 medlemmer.

Aftalen betyder, at man som medlem af Vestjyllands Andel får tilbudt unikke fordele samt nye, digitale løsninger og forsikringsprodukter.

- Med denne aftale fortsætter vi med at styrke vores offensive strategi inden for partnerskabsdistribution i landbruget, og samtidig styrker vi vores position i Jylland. Samtidig har Vestjyllands Andel og Gjensidige et rigtig godt værdimatch, som grundlæggende bygger på ordentlighed, transparens og god forretningsmoral. Jeg har store forventninger til partnerskabet, og ser frem til at arbejde videre med produktudvikling i tæt samarbejde med Vestjyllands Andel, siger Thomas Pirmo, Partnerdirektør for Gjensidige i Danmark.

Et nyt koncept

Sammen har Gjensidige og Vestjyllands Andel udviklet et nyt koncept med medlemmerne i fokus, og også for Vestjyllands Andel er partnerskabet med Gjensidige et vigtigt skridt på vejen.

- I Vestjyllands Andel ønsker vi at sikre vores medlemmer de bedst mulige forudsætninger for at drive en moderne landbrugsbedrift. Både hvad angår forsyningssikkerhed og sikkerhed på bedriften i almindelighed. Derfor betragter vi samarbejdsaftalen med Gjensidige som et lukrativt værditilbud til vores medlemmer samt deres medarbejdere. Samtidig ser vi frem til at udbygge vores samarbejde med Gjensidige, som i forvejen tilbyder sundhedsforsikring til medarbejderne i Vestjyllands Andel – til fælles stor tilfredshed, fortæller Lars Broe, direktør i AgroLand og Vestjyllands Andels ansvarlige for samarbejdet med Gjensidige.

De fælles udviklingsaktiviteter mellem Gjensidige og Vestjyllands Andel er allerede i proces, og vil blive præsenteret i løbet af januar 2022. Salg af forsikringerne starter umiddelbart herefter.