Nye krav til flis fra det åbne land

Ny lovgivning betyder, at der nu skal genplantes, hvis der fjernes læhegn eller mindre træbeplantninger i det åbne land. Bliver der ikke genplantet, må flisen ikke omsættes til varmeværk.

Ny lovgivning trådte i kraft ved årsskiftet. Nu skal der genplantes, hvis der fjernes læhegn eller mindre træbeplantninger i det åbne land. Foto: Camilla Bønløkke

En ny lovgivning trådte i kraft ved årsskiftet. Nu skal der genplantes, hvis der fjernes læhegn eller mindre træbeplantninger i det åbne land.

- Den nye lovgivning medfører nye og skrappere krav på flere forskellige planer. VEII, der er en forkortelse for Vedvarende Energi 2, er inddelt i forskellige biomassekategorier, fortæller Klaus Kristensen fra Skovdyrkerne Øerne.

- Det er et europæisk fænomen. Man vil gerne have delt flisen – og senere også brænde – op i forskellige biomassekategorier, og det er egentlig for at finde ud af, hvad det er for nogle typer biomasse, vi producerer i skoven eller i det åbne land. Det er også for at sikre, at vi ikke bruger træ, der kunne bruges til et andet formål, for eksempel til møbler, forklarer han.

- Overordnet set er det varmeværket, der skal afklare, hvor biomasserne kommer fra, og det vil sige, at os, der har kontrakter med varmeværkerne, skal kunne give dem en dokumentation for, hvor biomassen kommer fra. Den udfordring er forholdsvis stor, siger Klaus Kristensen.

I fremtiden kræver VEII-direktivet, at værker, der producerer 5 MW og fra 2023 2,5 MW, skal have certificeret flis. Det vil i princippet sige alle anlæg i Danmark.

Gearet til fremtiden

- Det kan give den enkelte skovejer en del udfordringer at frembringe disse data. Så det kan derfor være en god idé at få Skovdyrkerne ind og vejlede, og lade flisen gå igennem vores system. På den måde er det os, der har ansvaret for, at det bliver håndhævet, påpeger han og understreger, at man hos Skovdyrkerne er gearet til det.

Skovdyrkerne har således indført nye procedurer til at håndtere de nye krav samt gennemført efteruddannelse af alle skovfogeder.

- Det er sådan, at vi har kørt i lang tid. Vi har været SPB-certificeret i fem år, så vores system kører, som det skal. Og nu er vi stille og roligt blevet klar til at kunne leve op til VEII-direktivet. Det handler om, at vi teknisk kan styre det, og også om at vi kan rådgive omkring det, siger Klaus Kristensen.

Den nye lovgivning betyder samtidig hårdere krav til landmænd, der eksempelvis ønsker at lægge to marker sammen ved at fjerne et læhegn, eller for dem, der ønsker at omlægge en remise til en mark.

Biomasse fra den slags projekter kan kun sælges til varme- eller elværker, hvis der enten sker en gentilplaning samme sted – eller et andet sted på den samme ejendom.

Læs også