Rekordmængder nedbør har øget vigtigheden i at have fokus på dræning og vedligeholdelse af drænrør – og der er meget at hente udbyttemæssigt, mener man hos Patriotisk Selskab
Patriotisk Selskab årlige planteavlskonference sidst i januar satte fokus på en række områder. Her bliver medlemmer og andre deltagere opdateret af både selskabets egne rådgivere og indlægsholdere udefra.
Et af årets emner fra chefkonsulent Erik Andkær Pedersen var dræning – ikke mindst foranlediget af efterårets og vinterens megen regn og nedbør generelt.
Med henvisning til de voldsomme nedbørsmængder i efteråret og fortsættende regn her i vinter lød der en kraftig opfordring til at sørge for dræning og vedligeholdelse af drønledningerne, når det bliver muligt.
- Optimal dræning kan sagtens give 30 procent i merudbytte i form af bedre forhold for plantevæksten og dermed længere vækstsæson. Samtidig giver det flere markdage til både gødskning og planteværn, som det blandt andet har været aktuelt her i vinter for sprøjtning med Kerb mod agerrævehale i rapsen.
Fordel med større drænrør
Erik Andkær Pedersen påpegede overfor de 230 fremmødte konferencedeltagere ved årets konference, at det ved etablering af nye dræn vil være en fordel at lægge større rør og dermed øger vandføringsevnen.
Med tanke på de stigende nedbørsmængder, vil det være en god investering.
- Miljøstyrelsen påpeger samtidig, at regulativerne ikke må være en hindring for miljømålene i vandløbene, tilføjede han og henviste til risikokortene for våde og vandlidende marker, som kan ses på Landmand.dk.