Dansk Limousine Forenings auktionsudvalg og bestyrelse kan se tilbage på en vellykket avlsdyrsauktion forleden i Brørup Markeds husdyrauktionslokaler.
Det blev en stor succes prismæssigt, da Danske Limousine Forening forleden holdt avlsdyrsauktion i Brørup. De 12 katalognumre blev solgt for i alt 338.000 kroner, hvilket svarer til en gennemsnitlig hammerslagspris på 28.167 kroner.
Klokken 12.30 på dagen begyndte auktionen, der havde Jakob Ravn som auktionarius og Lene Black Sinkjær som assistent.
Først under hammeren var auktionens syv avlstyre. Der var god efterspørgsel på de seks pollede tyre, mens det kneb med den ene tyr, som var hornet. Dyrest – med et hammerslag på 39.000 kroner blev tyren Stenbjerg Uno PP, som blev solgt til en avler i Thy. Gennemsnitsprisen for de syv avlstyre blev 25.286 kroner
Kamp om spændende ung ko
To køer og tre kvier udgjorde auktionens hundyr. Mest eftertragtet var koen Lindegaarden Roset – en drægtig førstekalvs-ko med masser af spændende fransk genetik i sin stamtavle. Hun blev solgt for 53.000 kroner til en sydjysk avler.
Den anden ko blev solgt for 34.000 kroner. Den dyreste kvie blev Ørnebjerggaard Smiley – hun blev solgt for 32.000 kroner.
Yderligere blev en drægtig kvie solgt for kr. 22.000 kroner og en løbekvie for 20.000 kroner.
Kvalitetstid til de besøgende
Auktionen er en tilbagevendende begivenhed, der tiltrækker et stort publikum – anslået var der 250-300 personer i år. Mange kom i god tid i forhold til selve auktionen – de ville se dyr, snakke limousine og nyde den førsteklasses forplejning, som foreningens frivillige stod for. Mange gæster blev også hængende efterfølgende – for at snakke videre med ligesindede, over en kop kaffe eller en øl.