Man bør også sende mindre opgaver i udbud

En simpel udbudsrunde betød, at en mælkeproducent fik tilbud, der spændte over 300.000 kroner fra billigst til dyrest på en mindre renovering og udvidelse af sine plansiloer. - Der er ofte enormt stor forskel på entreprenørernes priser, og man vil så godt som altid kunne få en stor besparelse ved at sende projekterne i udbud, lyder det fra bygningsrådgiver i Velas.

Selvom et bygnings- eller renovationsprojekt virker som en lille og overkommelig opgave, kan der stadig være meget stor forskel i prisen hos de entreprenører, der skal udføre den. 

Sådan lyder meldingen fra Niels Vitus Hampholt, bygningsrådgiver i Velas, der i en årrække har været med til at lave et utal af udbudsrunder på forskellige renoverings- og udvidelsesprojekter.

Han ser ofte, at priserne kan variere betragteligt på selv mindre projekter, og derfor opfordrer han til, at man som landmand sørger for at gøre sit hjemmearbejde ordentligt og eventuelt sætter en given opgave i udbud, næsten uanset størrelsen.

- Der er ingen tvivl om, at der kan være mange penge at hente på et udbud, selv på de mindre projekter. Der er ofte enormt stor forskel på entreprenørernes priser, og man vil så godt som altid kunne få en stor besparelse ved at sende projekterne i udbud. Vi vil derfor altid opfordre til, at landmanden laver udbud, tilbudslister og tegninger, for det sikrer, at han får, hvad han har bestilt, siger Niels Vitus Hampholt.

Forskel på 335.000 kroner

Det seneste udbud, Niels Vitus Hampholt stod for, var en mindre renovering og en udvidelse af et par gamle plansiloer hos en mælkeproducent i Nordjylland. Plansiloen skulle have flyttet et par vægge, repareret nogle gamle siloelementer samt lagt 2.500 kvadratmeter ny asfalt med de obligatoriske afløb og randbelægninger, som reglerne kræver.

Fire entreprenører endte med at byde på opgaven, hvoraf den billigste skulle have knap 600.000 kroner for projektet, mens det hos den dyreste var godt 935.000 kroner. Altså en forskel på mere end 335.000 kroner.

- Det er jo en voldsomt stor prisforskel, og det vidner virkelig om, at der kan være meget at hente i en simpel udbudsrunde, siger Niels Vitus Hampholt.

Definér opgaven rigtigt

I den pågældende byggesag havde landmanden oprindeligt taget kontakt til to lokale entreprenører og forklaret dem opgaven og omfanget. Ud fra den beskrivelse fik han to meget forskellige tilbud, der slet ikke kunne sammenlignes.

Derfor fik han udarbejdet udbudsmaterialet, hvor Niels Vitus Hampholt fik defineret forholdene, så landmanden sikrede sig, at tilbuddene var sammenlignelige.

-  Den lokale entreprenør, som var billigst og endte med opgaven, var egentlig oprindeligt blevet sorteret fra, da hans tilbud ikke var tydeligt nok. Men efter at have udspecificeret hele opgaven for ham, blev han valgt. Det er et godt argument for at få ensrettet udbuddet, så alle byder på det samme, siger Niels Vitus Hampholt.

jba

Entreprenør

Pris ex. moms

Forskel fra billigste

Procent dyre end billigste

Entreprenør 1

599.037 kr.

-

-

Entreprenør 2

649.231 kr.

50.194 kr.

8,4 %

Entreprenør 3

909.850 kr.

310.813 kr.

51,9 %

Entreprenør 4

934.140 kr.

335.103 kr.

55,9 %

 

Læs også