Giv gaskedlen en pause med varmepumper
Hos baderumsleverandøren Dansani aflaster otte varmepumper to gamle gaskedler – og sparer samtidighed virksomheden penge.

Otte 20 kW varmepumper fra Vølund Varmeteknik er placeret på taget hos Dansani i Haderslev. Her leverer de tilsammen 670.000 kWh varme om året og aflaster derved to gamle gas-kedler, hvilket giver Dansani en besparelse på ca. 250.000 kr. om året. Fra venstre fabrikschef Finn Jensen, energitekniker Allan Hansen, vicevært Arne Thomsen og montør Henrik Frederiksen fra VVS Søberg. Pressefoto
I tyve år har to store gaskedler stået for opvarmningen af 20.000 kvadratmeter produktions- og lagerhaller samt 1.500 kvadratmeter administration hos baderumsleverandøren Dansani i Haderslev.
Og det har de gjort godt, slår vicevært Arne Thomsen, der har ansvaret for virksomhedens tekniske drift fast. Men kedlerne bliver hverken nyere eller billigere i drift, og så var løsningen også blevet ret så umoderne i disse bærdygtighedstider.
- Derfor undersøgte vi mulighederne og kontaktede VVS Søberg, der kom med en hybrid løsning, hvor otte F2120 »luft-til-vand-varmepumper« fra Vølund Varmeteknik fungerer som primær varmeforsyning. Varmepumperne leverer 160 kW og producerer årligt 670.000 kWh, forklarer Arne Thomsen.
Dermed skal gaskedlerne kun supplere pumperne i de rigtig kolde perioder
Sparer penge
Løsningen har vist sig at aflaste de store gaskedler og forlænger samtidig deres levetid. Hertil kommer en økonomisk gevinst på omkring en kvart million kroner om året. Og det glæder fabrikschef Finn Jensen.
- De store gaskedler har fungeret upåklageligt, men er for dyre at starte op i sommerhalvåret, når der – lidt populært sagt – blot skal laves varmt vand til et enkelt brusebad i omklædningsrummene.
Varmepumperne tilpasser sig på den måde virksomhedens aktuelle behov, og så producerer de omtrent fem gange mere energi, end Dansani putter ind i dem.
- Det kan tydeligt aflæses på varmekontoen og er sammen med energitilskud med til at sikre en tilbagebetalingstid på kun tre år, siger Finn Jensen.
En nem overgang
For Dansani var det vigtigt, at montage og installering forstyrrede den daglige produktion og medarbejderne mindst muligt, ligesom der under hele forløbet skulle være varme på bygningerne.
Og her virksomheden været glad for VVS Søbergs styring af projektet, som har sørget for alt, lige fra ingeniørberegninger og fremstilling af specialstativer til montering af varmepumperne på taget, til koordinering af de forskellige faggrupper.
- Selv den store mobilkran, der løftede varmepumperne på plads, nåede vi knap nok at opdage, før den var færdig og væk igen, siger Arne Thomsen.
Hele forløbet fra de indledende forberedelser hos Dansani til montering, installering og levering har taget tre-fire uger. I den periode har montør Henrik Frederiksen været VVS Søbergs faste mand på opgaven og ankermand for overholdelse af tidsplaner og garant for udførelsens kvalitet.
- Det har sikret et godt flow, og Henrik kender anlægget ned i mindste detalje. Så er vi altid to, der snakker samme sprog, konstaterer Arne Thomsen.