Er klar til service til græshøsten

AGCO har sat alle sejl til for at være klar til at dække behov under den kommende græshøst.

Med fuldt udstyrede servicebiler og styr på reservedelsforsyningen er AGCO Parts klar til at bistå både forhandlere, maskinstationer og landmænd under græshøsten 2020.  Alt er sat i stilling til at dække de behov, der kan opstå når græsudstyret skal i marken i maj og juni.

Siden covid19-krisen for alvor tog fat, har AGCO Parts implementeret både internationale og nationale forholdsregler og overholdt de anbefalede sundheds- og sikkerhedshensyn, fortæller Lasse Rask, der er aftersales comercial manager hos AGCO Danmark.

Han oplyser, at selskabet fortsat har sine lagre åbne og tilgængelige, selvom man har kunnet mærke effekter af covid-19.

- Support af forhandlerne og kundernes forsynings- og servicebehov er vores højeste prioritet og en del af vores grundlæggende DNA. Til trods for udfordringerne rundt omkring i Europa holder vi stadig vores lagre åbne og tilgængelige for vores forhandlere og kunder. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at holde landmændene produktive og hjælpe med deres bestræbelser på at skaffe fødevarer til verden i denne meget udfordrende periode, siger han.

Hurtig service

Hvis man skulle opleve problemer med sit maskineri, behøver man ikke at skulle vente ret længe på at få dem tilset, siger Lasse Rask.

- I langt de fleste tilfælde kan vi løse problemerne inden for meget kort tid, blandt andet fordi vi hurtigt kan få fat i kritiske dele på et af vores SSD lagre – en særdeles succesfuld lagerstrategi vi indførte i 2015. Vores servicevogne er normalt fremme i løbet af kort tid – ofte inden for en halv time, men selv ved spidsbelastningerne under græshøsten ligger den gennemsnitlige tid erfaringsmæssigt på under tre kvarter, siger Lasse Rask.
 

Læs også