Husk opdateringen – eller udfærdigelse af en APV
Er det tid til at opdatere din APV – eller har du slet ingen? Velas minder om, at en APV er lovpligtigt, hvis der er ansatte på bedriften.

Alle, der har medarbejdere, skal have en APV – Arbejds Plads Vurdering. Arkivfoto
APV Alle, der har medarbejdere, skal have en APV – Arbejds Plads Vurdering. Det siger loven og Arbejdstilsynet spørger typisk efter den ved deres besøg.
En APV er en gennemgang af din ejendom med fokus på arbejdsmiljø og sikkerhed. Landbruget er desværre en farlig arbejdsplads, og over en femårig periode er der registreret ca. 2700 ulykker i landbruget - heraf 30 med dødelig udgang. Det oplyser Finn Rasmussen, der er svinekonsulent hos Velas.
Usynlig men dødelig gas
- Jo mere vant til et arbejde man er, des mindre tilbøjelig er man til at passe på. Og det er her, det bliver farligt. Uvidenhed er også farligt. Mange unge, der ikke er opvokset på landet, kender ikke nødvendigvis farerne. Her tænkes specielt på den usynlige dræber – gyllegas. Svovlbrinte eller H2S, påpeger konsulenten.
Gassen er usynlig og kan ikke lugtes, og derfor kan dødelige koncentrationer opstå uden varsel. Især ved udslusning af gylle eller omrøring. Finn Rasmussen opfordrer derfor til, at man ved opgaver med udslusning eller omrøring altid har en gas-alarm monteret i støvleskaftet. – Velas formidler salg af en sådan alarm.
Gennemgang af arbejdsmiljøet
En APV omfatter tillige en rask gåtur gennem stald, værksted og maskinhus, samt omkring gyllebeholdere. Her noteres forhold, der potentielt kan være farlige, og vi finder en løsning og frist på problemet.
- Vi samler typisk dine medarbejdere til en snak om deres arbejdsmiljø – og det gør slet ikke noget, hvis det er i frokoststuen, og der er en kop kaffe på kanden. Her hjælper vi også med afviklingen af jeres »Årlige ArbejdsMiljøsamtale«, lyder det fra konsulenten, der påpeger, at besøget udmøntes i en APV-rapport tillige med relevant informationsmateriale.
- Skulle I mangle forskellige advarselsskilte kan vi også være behjælpelige med disse, tilføjer Finn Rasmussen og minder om, at en APV skal revideres hvert tredje år eller ved større produktionsændringer.
cab