Som det fremgår af dagens fokusartikel, har hvedeprisen været stigende siden sidste uges WASDE-rapport fra det amerikanske landbrugsministerium over den globale afgrødeforsyning.
Prisen for rapsfrø har derimod svært ved at følge trop. Således falder prisen for rapsfrø på afgrødebørsen MATIF i indeværende uge.
Dog er den overordnede pristendens stadig opadgående for rapsfrø. Men som det ser ud i de her dage, så er det kornpriserne, der driver afgrødemarkedet op i pris og ikke oliefrø.
Trods denne uges prissvækkelse, så forventer jeg, at rapsprisen fortsat skal stige frem mod forår. Derfor fastholder jeg min anbefaling om at være afventende med salg af rapsfrø.
Fra juli måned og frem til i dag har rapsprisen på MATIF ligget og handlet i et forholdsvis tæt interval gående fra bund og støtte i 362 euro og op til top og modstand ved 395 euro pr. ton. Efter at have ramt de 395 euro i sidste uge er det gået en anelse nedad for rapsprisen i indeværende uge.
Således handler rapsprisen i skrivende stund til 389 euro pr. ton.
Første prismål
Selvom rapsprisen sætter sig en anelse, så er trenden stadig opadgående, og jeg fastholder mit mål på den lidt længere bane for rapsprisen oppe ved toppen fra årets begyndelse i området omkring 420 euro pr. ton.
Optrenden vil blive bekræftet ved brud op over første modstand i 395 euro pr. ton.
Optrenden vil vedblive at være op, så længe rapsprisen kan holde sig oppe over bund og støtte ved 362 euro pr. ton. Det vil dermed sige, at først ved brud under 362 euro pr. ton vil vi få et teknisk salgssignal på rapsfrø.
Bakkes op
Dog forventer jeg ikke, at rapsprisen på MATIF i så fald skal søge helt tilbage til lavpunktet omkring 330 euro pr. ton, der blev en realitet under coronakrisen. Det er forsyningssituationen ganske enkelt for stram til her i Europa. Derfor fastholder jeg også min anbefaling om at afvente salg af rapsfrø.
Optrenden bakkes op af de tekniske indikatorer, der fortsat udviser stigende styrke til rapsprisen i opadgående retning. Derfor bakker de tekniske indikatorer fortsat op om, at rapsprisen skal søge op i området omkring 420 euro pr. ton.
MATIF-rapsfrø, 1st pos.
Aktuel pris: 389 EUR/mt (275 kr/hkg)
Anbefaling
Rapsprisen er fortsat i optrend, og det er derfor stadig muligt, at rapsprisen teknisk set skal søge op mod området omkring 420 euro på længere sigt. Derimod vil et brud under bund og støtte ved 362 euro frembringe en trendvending til ned og dermed signalere et delsalg af rapsfrø.
Analyse
Modstand: 395 €
Støtte: 362 €
Trend kort: Op
Trend lang: Hen
Lyt også til den nyeste markedspodcast med Peter Arendt og Jacob Lund-Larsen
Disclaimer:
Handel med futures er forbundet med en stor risiko for tab. Vær derfor opmærksom på, om futures er egnet for dig og din finansielle situation, inden du handler.