Du kører firmakørsel, hvis du transporterer gods, som tilhører den virksomhed, der er registreret som bruger af køretøjet, eksempelvis sprøjtemidler. Der er også tale om firmakørsel, hvis du transporterer gods, som virksomheden lejer, låner eller udlåner. Benytter du udelukkende din varebil til »privat kørsel«, skal du ikke fortage dig noget.

Fra den 1. juli stilles der også nye krav til vognmænd og chauffører, som transporterer gods for fremmed regning i varebil. Kravene gælder, hvis godset har en samlet vægt på over 11 kg pr. stykgods, og varebilen/vogntoget har en tilladt totalvægt mellem 2.000 kg og 3.500 kg.

Hvis din virksomhed har en tilladelse til godskørsel for fremmed regning og kører firmakørsel ved siden af godskørsel, er det disse nye krav til vognmænd og chauffører, du skal være opmærksom på. Til gengæld er det ikke nødvendigt at registrere, at varebilen anvendes til firmakørsel.

Du skal registrere bilen på Skats hjemmeside under »Registrering og Rediger tilladelse«, hvor du indtaster bilens registreringsnummer eller stelnummer, dernæst tilføjes »Firmakørsel« under »Dispensationer og tilladelser«. Slutteligt godkender du registreringen og bestiller dermed en ny registreringsattest.

Den nye registreringsattest skal fremover medbringes under kørslen. Ellers kan det koste en bøde, hvis du eller en medarbejder bliver stoppet af politiet. Hvis du har øvrige tvivlsspørgsmål, har Færdselsstyrelsen oprettet hjemmesiden Varebilskrav.dk med overblik over de nye regler.