Krig presser inputpriser – nu får canadiske landmænd hjælp
Canadas statslige långiver udvider nu sit støtteprogram til landmænd, efter at krigen i Mellemøsten har sendt priser på gødning og energi i vejret.

Canadisk landbrug er i høj grad eksportdrevet. Stigende priser på blandt andet gødning og energi lægger i øjeblikket pres på producenterne. Arkivfoto: Jørgen P. Jensen
Canadas statsligt ejede landbrugslångiver, Farm Credit Canada (FCC), åbner nu for øget finansiel støtte til landmænd, agrovirksomheder og fødevareproducenter, der er presset af stigende priser på gødning og energi.
Tiltaget sker som en udvidelse af det eksisterende støtteprogram Trade Disruption Customer Support Program, der oprindeligt blev lanceret i marts 2025 for at hjælpe sektoren med at håndtere konsekvenserne af amerikanske toldsatser. Det skriver Reuters Bureau.
Med udvidelsen kan låntagere få adgang til nye eller forhøjede lånerammer på op til 500.000 dollar (cirka 3,2 millioner kroner), ændrede lånevilkår samt mulighed for at udskyde afdrag på eksisterende lån hos FCC.
Farm Credit Canada spiller en central rolle i det canadiske landbrug som statslig finansieringsinstitution. I perioder med markedsuro fungerer FCC som et økonomisk sikkerhedsnet, hvor regeringen via institutionen kan sikre likviditet til en sektor, der ellers kan have svært ved at få finansiering på almindelige markedsvilkår.
Hormuz-strædet spøger
Ifølge en meddelelse skal den udvidede støtte også hjælpe producenter og landbrugsvirksomheder med at håndtere »økonomisk pres som følge af uventede markedschok«.
Baggrunden er en markant stigning i gødningspriserne, efter at krigen med Iran i slutningen af februar førte til en lukning af Hormuzstrædet for store dele af skibsfarten. Det har forstyrret leverancerne af blandt andet urinstof og svovl fra Golfen.
Udviklingen rammer landbruget globalt, netop som forårets såsæson nærmer sig på den nordlige halvkugle, og mange landmænd står derfor over for væsentligt højere inputomkostninger end ventet.
Canadisk landbrug er i høj grad eksportdrevet, hvor over halvdelen af produktionen afsættes på verdensmarkedet, og sektoren er derfor særligt følsom over for handelskonflikter og globale prisudsving. Det hører med til historien, at af canadisk landbrug generelt er mere risikobaseret og markedsorienteret end i EU, hvor forsigtighedsprincippet og politiske målsætninger om klima og miljø i højere grad styrer produktionen.








































