Hvis det står til Liberal Alliance, skal man bogstavelig talt skyde sig ud af problemerne med ulve, der angriber får og andre avlsdyr. Mandag kom det frem, at det var en ulv, der bed et drægtigt får ihjel i Vind ved Holstebro, og det er blot den seneste episode i en længere række, hvor landmænd og hobbyavlere har måttet se ulven gøre indhug i avlsbestanden.
 
Nu kræver miljøordfører hos Liberal Alliance, Carsten Bach, at reglerne om regulering af ulve bliver lavet om. Han mener, at det skal være lovligt at skyde ulve, der enten er inde i en indhegning eller op til 50 meter fra den, eller som er op til 200 meter fra en driftsbygning eller 300 meter fra en bolig.
 
-  I dag er det ulovligt at skyde en ulv, selv om den er inde i en indhegning med dyr eller på vej derind. Det bør være lovligt. For nylig fandt man syv kalve i Nordjylland, der muligvis var dræbt af ulve, og i februar døde 21 får i et ulveangreb i Vestjylland. Med to så alvorlige angreb mener jeg, at der er tale om problemulve, siger han til Jyllands-Posten.
 
Den holdning får opbakning hos Landbrug og Fødevarer.
 
- Vi hører om ulve i Vestjylland, der nærmest ikke flytter sig, når der kommer mennesker. Og vi hører om gentagne ulveangreb i det samme område. Har vi så ikke en ulv, der i bogstaveligste forstand har fundet nøglen til køleskabet? Efter vores mening, så har vi en problemulv, siger viceformand Lars Hvidtfeldt.
 
I 2018 har Miljøstyrelsen modtaget 23 anmeldelser om ulveangreb, skriver avisen. Indtil videre er fem hændelser blevet bekræftet som ulveangreb.