Ministerium: Ulveskydning kan være nødværge
Nedskydning af ulve, der angriber husdyr, vil ikke nødvendigvis være strafbar, hvis man kan påberåbe sig nødværge, slår miljø- og fødevareministeriet fast.

Det vil ikke nødvendigvis være strafbart at skyde en ulv, der angriber husdyr, men en bestemmelse om nødværge vil altid bero på en juridisk vurdering fra domstolene, slår Miljø- og Fødevareministeriet fast. Arkivfoto.
Det er fortsat ikke tilladt at regulere ulve uden dispensation fra EU's habitatsdirektiv, artikel 12, slår miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen fast i et svar til medlem af miljø- og fødevareudvalget, Søren Espersen (DF).
I brevet til DF'eren henviser ministeren dog til et tidligere svar, som hans forgænger, Esben Lunde Larsen, gav til Simon Kollerup (S) i efteråret 2017.
Her blev Lunde Larsen spurgt efter, om man kunne henføre skydningen af en angribende ulv til nødværge.
Af straffelovens § 13, stk. 2. fremgår det, at handlinger, der er foretaget i nødværge, er straffrie, »hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse«.
Det hører dog med til historien, at en kendelse om nødværge og dermed straffrihed altid vil bero på på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen.
Det forventes, at Vildtforvaltningsrådet kommer med en ny forvaltningsplan, der skal gøre det nemmere at regulere de såkaldte problemulve, i slutningen af juni måned.