Ulv spottet på Djursland

Vildtkameraer har taget to billeder af en ulv på Djursland. Der er formentlig tale om den samme ulv. Samtidig efterforskes der, om ulveparret i Stråsø Plantage igen i år har fået unger.

Her ses ulven, der er spottet i Djursland. Foto: Lars Kejser, Miljøstyrelsen.

Der er blevet længere mellem tilstedeværelsen af ulve i Danmark det seneste år. Men nu har et vildtkamera fra Ulveatlas taget billeder af en ulv ved to lejligheder, oplyser Miljøstyrelsen. Der er formentlig tale om den samme ulv på begge billeder. 

De nye ulvebilleder er taget af vildtkameraer på det nordlige Djursland den 8. juli og den 5. august 2018. 

Der vurderes umiddelbart at være tale om den samme ulv, men det vides ikke, om det er en af de otte hvalpe, som blev født i Vestjylland i foråret 2017, eller om der er tale om en i dansk sammenhæng ”ny” ulv. 

Forskerne vil derfor forsøge at individbestemme ulven ved at indsamle biologisk materiale i form af fækalier til DNA-analyse, skriver Miljøstyrelsen.

Samtidig spekuleres der intenst i, om det ulvepar, der har etableret sig i Stråsø Plantage ved Ulfborg, skulle have fået nye unger. 

Ulvespottere fra Ulvetracking.dk har taget billeder i løbet af sommeren, der kunne ligne potespor fra voksne ulve ved siden af ulveunger, men det har endnu ikke kunnet konkluderes, om bestanden af ulve i Danmark er vokset. 

Fire af de otte ulveunger, som det føromtalte par fik sidste år, er udvandret til Tyskland. 

Læs også