Det Fynske Dyrskue vil afholde fynsmesterskaber i online-computerspillet Farmsimulator på dyrskuepladsen, såfremt pandemien tillader skuet at løbe af stablen til sommer.
Farmsimulator er et online-simulationsspil, hvor spilleren påtager sig en landmandsrolle og skal gennemføre forskellige opgaver med traktor og tilhørende påhæng.
Det skriver TV2 Fyn.
Dyrskuechef for Det Fynske Dyrskue, Sara Ekknud Windell, tror på, at turneringen kan være med til at gøre dyrskuet mere moderne og vil kunne forene den fynske sommerbegivenhed med lidt større aldersspredning.
- Vi vil gerne være endnu mere med på beatet, når det kommer til teenagerne. For dem er det ikke nok kun at se dyr og maskiner på en dyrskueplads, siger hun til TV2 Fyn.
For arrangørerne er turneringen deres bud på, hvordan man kan modernisere dyrskuet og blive mere interessante for de fynske teenagere. Samtidig håber de, at spilturneringen vil lokke flere unge til landbrugsbranchen.