Maskinsamling og museum for malkemaskiner
På ejendommen Væltenbjerg har Otto Egelund Jensen en samling af nostalgiske maskiner fra landbruget og skoven.

- Det er den dyreste traktor, jeg har, fortæller Otto Egelund Jensen, mens han viser rundt i »Otto’s Motor og Maskinsamling«. Det er en Deutz D15, som han har købt af en ferierende tysker.
Otto Egelund Jensens opvækst som skovfogedsøn, siden landmand og handelsmand sætter sit præg på hans og hustruen Elses ejendom Væltenbjerg i Rudme Bjerge.
Godt gemt væk i skovområdet har han ikke mindre end 23 veterantraktorer i maskinhaller og skure sammen med et utal af ældre redskaber, lige fra den første Rational roeoptager, en jubilæumsmodel af en Taarup grønthøster, hakkelsesmaskine, kvashuggere, vogne, plove og såmaskiner.
En Dronningborg mejetærsker er også blandt de alskens maskiner, som han har handlet sig til eller fået foræret.
Busfuld malkemaskiner
Midt i det hele står en udtjent bus fra nabofirmaet, Vester Skerninge Bilerne.
- Det er landets eneste museum for malkemaskiner, fortæller 75-årige Otto Egelund Jensen, og byder indenfor i den forhenværende skolebus med rækker med pulsatorer, malkemaskindele og andet malkeudstyr.
- Min mor var samler, og da hun fyldte hundrede i år 2000, fik jeg ideen til museet. Bussen fik jeg for et par år siden, og nu mangler jeg kun at sælge nogle få af sæderne for at få plads til flere malkemaskiner, lyder det fra handelsmanden, inden han viser endnu et museum.
Det er en skurvogn fyldt med save, økser, skovredskaber og motorsave.
- Noget er fra min fars tid som skovfoged, og meget andet har jeg fået med tiden, siger den sydfynske »museumsinspektør«, og viser flere skovmaskiner langs skovvejen.
Det er her, veteranklubben i flere år har holdt skovdag med mange af maskinerne i drift. Det håber Otto Egelund Jensen kan ske igen, så snart coronaen er ovre.