Topdanmark tilbyder krisehjælp til ukrainske ansatte

Topdanmark vil hjælpe ukrainske ansatte i Danmark med krisehjælp. Det gælder også for deres familie og venner, hvis de bor sammen.

Selskabet udvider dækningen for sine landbrugs- og erhvervskunder. Det skal sikre, at kundernes ukrainske ansatte får tilbudt psykologisk krisehjælp, oplyser Topdanmark i en pressemeddelelse.

Administrerende direktør i Topdanmark Peter Hermann forklarer, at selskabet har valgt at tilbyde hjælpen, fordi mange i Danmark med ukrainske rødder er påvirkede af situationen i Ukraine.

Topdanmark forsikrer omkring hvert andet landbrug i Danmark, og flertallet af ukrainske arbejdere i Danmark er ansat i landbruget.

Hjælpen består i, at Topdanmark tilbyder ansatte, der har behov for det, op til ti timers krisehjælp.

Peter Hermann forklarer, at det er en hjælp, selskabet tidligere har haft gode erfaringer med blandt andet i forbindelse med minksagen.

Tilbuddet er lavet i samarbejde med Røde Kors og Dansk Krisekorps. Det gælder foreløbigt frem til 1. april 2022.
 

Læs også