Landbrug & Fødevarer melder sig ind i den mindre interesseorganisation Plantebranchen. Målet er ifølge en pressemeddelelse at styrke væksten i den plantebaserede sektor, så danske virksomheder og producenter i fremtiden kan stå endnu stærkere i markedet for plantebaserede fødevarer.
Landbrug & Fødevarer er nyeste medlem i interesseorganisationen Plantebranchen, som arbejder for at styrke vilkårene for producenter af plantebaseret mad. Det oplyser L&F i en pressemeddelelse.
Det sker til trods for, at L&F i forvejen har haft på fokus fremme af plantebaserede fødevarer gennem sit branchefællesskab PlanteVærket.
- I PlanteVærket har vi gjort os nogle gode erfaringer. Vi oplever en stor interesse for at komme i gang med plantebaserede fødevarer på en måde, hvor forretningen også er økonomisk bæredygtigt. De erfaringer og udfordringer vi har oplevet, tager vi med videre, når vi nu melder os ind i Plantebranchen, siger Klaus Jørgensen, områdechef i Landbrug & Fødevarer, i pressemeddelelsen.
Klaus Jørgensen understreger, at PlanteVærket vil fortsætte uændret og ikke bliver påvirket af indmeldelsen i Plantebranchen.
- Når vi melder os ind nu, er det for at øge samarbejdet på tværs. Vi ønsker vi at udvide og øge samarbejdet endnu mere til gavn for en fælles dagsorden om en stærk plantesektor i Danmark, siger han.
Dagrofa sætter turbo på plantestrategi med nyt medlemsskab
Landbrug & Fødevarer har allerede en lang række initiativer, som styrker den danske planteproduktion. Fokus har gennem flere år været på at styrke værdikæder og bidrage med både analyser og statistikker.
- Vi er en stor organisation med et dybdegående kendskab til den danske fødevaresektor. Målet med at blive en del af Plantebranchen er at dele den viden og de erfaringer vi har, og så er jeg slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at få gode input den anden vej, siger Klaus Jørgensen.
Plantebranchens medlemmer tæller i forvejen prominente spillere som dagligevarekoncerne Dagrofa samt producenter som Naturli’ Foods og Nestlé. Plantebranchen er Europas største interesseorganisation for plantebaserede fødevareproducenter, målt på antal medlemmer. I alt har man nu 62 medlemmer