DCC Energi køber halvpart af stort dansk biogasanlæg

Med en stor investering bliver energiselskabet DCC Energi nu medejer af et af Danmarks største »gård-biogasanlæg«, Frijsenborg Biogas.

Investeringen udbygger DCC Energis position på naturgasmarkedet og er et led i strategien om at være en markant aktør inden for fremtidens energi. Foto: Pressefoto Foto: Pressefoto

I et nyt joint venture bliver DCC Energi nu medejer af Frijsenborg Biogas. Med handlen overtager energiselskabet, der også står bag Shell-netværket i Danmark, 50 procent af biogasselskabet, der er stiftet af lensgreve Bendt Wedell.

- Over de kommende år får biogas en vigtig rolle i den omstilling af vores energiforsyning, der er i gang. Vi oplever en stærkt stigende efterspørgsel i markedet på biogas. Som medejere af et stort, dansk biogasanlæg ønsker vi at sikre, at en større del af den danske biogas kommer ud til danske kunder. Samtidig udbygger vi naturligvis DCC Energis nuværende forretning inden for naturgas med dansk produceret biogas, siger Christian Heise, adm. direktør i DCC Energi.

I dag producerer Frijsenborg Biogas over 15 millioner Nm3 biogas til det danske naturgasnet og har potentiale for yderligere produktion. Det svarer til det årlige forbrug i cirka 6.000 husstande. Gassen er blandt andet lavet af restprodukter fra to store kyllingefarme på Frijsenborg og Wedellsborg suppleret af andre former for biomateriale fra landbruget og fødevareindustrien.

En bæredygtig strategi

Investeringen i Frijsenborg Biogas betyder, at DCC Energi nu kommer til at indgå i en større del af værdikæden som ejer af et decideret produktionsanlæg. Ifølge Christian Heise er det helt i tråd med strategien om løbende at udbygge porteføljen med mere bæredygtige energiformer.

- Det nye joint venture er direkte relateret til vores strategi omkring fremtidens energi. Vi ønsker at øge vores engagement inden for renere energiformer og derved tage del i den langsigtede transition af energimarkedet og samfundet. Her er en investering i dansk biogas udvundet af restaffald fra storlandbrug som Frijsenborg og Wedellsborg en oplagt mulighed. Det er noget, vi kan gå ind i nu og her for at sikre dansk biogas og biogascertifikater til virksomheder og forbrugere, siger han.

I det nye joint venture fortsætter Bendt Wedell som direktør og driften varetages fortsat af de nuværende medarbejdere. 

- Vi glæder os til parløbet med DCC Energi, hvor vi vil udvikle fremtidens energi. Vi supplerer hinanden rigtig godt, og jeg ser dette som startskuddet på et visionært samarbejde, siger Bendt Wedell.

Om DCC Energi

DCC Energi er en af Danmarks store energivirksomheder og forsyner hele Danmark med en bred vifte af brændstoffer og energiprodukter. Selskabet er blandt andet forhandler af kvalitetsprodukter fra Shell og Gulf og driver netværket af Shell-tankstationer i Danmark. Med afsæt i sikkerhed, kundeservice, stærke partnerskaber og dygtige medarbejdere omsætter DCC Energi årligt for cirka seks milliarder kroner. På hovedkontoret i Nærum nord for København beskæftiger selskabet omkring 130 medarbejdere.

Læs også