DLG-koncernens tyske energi- og byggemarkedsforretning, Team, opkøber to byggemarkedskæder i det vestlige Tyskland og styrker dermed sin position yderligere i regionen.
Det tyske datterselskab, Team, har igennem de seneste år været en vækstmotor for DLG-koncernen, og nu styrker selskabet sin position på det tyske marked med opkøbet af to byggemarkedskæder.
Det er kæderne Fritz Spellmann GmbH og Herman Dalhoff GmbH & Co. KG, som begge er placeret i delstaten Nordrhein-Westfalen i det vestlige Tyskland, der nu føjes til Teams portefølje. De i alt fem byggemarkedsforretninger har samlet set 113 medarbejdere og en omsætning på mere end 250 millioner kroner.
Koncernchef i DLG, Kristian Hundebøll, ser opkøbene som en naturlig del af udviklingen for Teams byggemarkedsdivision.
- Vi er meget tilfredse med den udvikling og vækst, som Team gennem de seneste år har bidraget med til DLG-koncernen. Derfor giver det god mening, at vi investerer i byggemarkedsdivisionen, for det er et forretningsområde, hvor vi fortsat ser et betydeligt vækstpotentiale, siger Kristian Hundebøll.
En vigtig brik i strategien
DLG præsenterede i foråret 2022 sin nye strategi, Creating the Future 2030, hvor byggemarkedsforretningen blev et selvstændigt forretningsområde.
Forretningsområdet tegner sig for 10 procent af DLG-koncernens omsætning, men hele 20 procent af koncernens indtjening. Godt 2.000 af koncernens 6.600 medarbejdere er beskæftiget i koncernens byggemarkedsaktiviteter.
- Gennem vores tyske forretning henter vi en finansiel styrke, der gør det muligt for os at investere i vores danske forretning og i den grønne omstilling, siger Kristian Hundebøll.
Team, der både driver forretningen inden for salg og distribution af energi og byggematerialer, omsatte i 2021 for godt 20 milliarder kroner og har mere end 3.000 ansatte.