Emmelev Mølle: Genopbygning efter brand skrider planmæssigt fremad
Planerne for genopbygningen af den nedbrændte oliemølle og hal på Emmelev Mølle er lagt og i fuld gang. Emmelev Mølle regner med at være på plads med det nye produktionsanlæg primo 2023.

Arbejdet med at genopbygge en del af produktionsapparatet på Emmelev A/S i Otterup, efter en brand i september, skrider nu planmæssigt frem.
Branden opstod i oliemøllen, hvor olie bliver presset ud af rapsfrø. Som følge heraf er produktionen af de proteinrige rapskager, som bruges i foderet til blandt andet malkekøer, midlertidigt indstillet. De øvrige dele af produktionsanlægget har været mindre påvirket.
- Vi stræber efter altid at gøre det bedste for vores kunder, og har derfor lovet dem, at vi løbende holder dem orienteret om, hvorledes genopbygningen skrider frem, og hvornår vi kan forvente, at produktionen genoptages, lyder det i en pressemeddelelse.
Ny oliemølle
Planerne for genopbygningen er lagt og i fuld gang. Dette handler først og fremmest om oprydning efter branden, samt genopbygning af den hal, hvor oliemøllen var placeret. Herudover er der indkøbt en ny oliemølle. Denne oliemølle har tidligere været i drift, og der pågår nu et arbejde med at nedtage denne, samt at få den fragtet til Otterup og sat op.
I meddelelsen fremgår det, at det endnu er for tidligt at sige præcist, hvornår produktionen kan genoptages i fuldt omfang. Men der arbejdes på højtryk for at komme i gang så hurtigt som muligt, og meget tyder på, at Emmelev Mølle er på plads med det nye produktionsanlæg primo 2023.
- Vi har gode danske rapsfrø på lager klar til at indgå i produktionen, og vi ved, at der er stor efterspørgsel på de proteinrige foderkager, så vi glæder os til igen at kunne levere til vores kunder, lyder det.