Rådgivningsselskabet Agrovi – med hovedsæde i Hillerød – offentliggøre for nylig planerne om at åbne en afdeling i Jylland, nærmere bestemt i Vejle, og Agrovi, som har mere end 20 års erfaring med at arbejde med storskala landbrug i Østeuropa, udvider nu på et anden måde.

Agrovi har således stiftet et nyt selskab, Agroganic, som fremover skal varetage rådgivningsselskabets udenlandske kunder.

I en pressemeddelelse fremgår det, at Agroganic er stiftet, da Agrovi har set en international efterspørgsel efter rådgivning i innovativ landbrugsproduktion, herunder regenerative dyrkningsformer for større landbrugsvirksomheder.

- Det er et strategisk valg at flytte Agrovis internationale kunder til Agroganic for at sikre landbrugsrådgivning af højeste kvalitet til en voksende kundeportefølje i hele Europa, oplyser Agrovi.

Den nødvendige viden

Derfor kommer Agroganic til at tilbyde strategisk og operationel rådgivning til landbrugsvirksomheder i Europa, blandt andet i form af præcisionslandbrug, kulstofslagring i jorden og ESG-rapportering.

Direktør Niels Peter Ravnsborg understreger, at regenerativt landbrug er en vigtig tilgang til at bekæmpe den igangværende klima- og biodiversitetskrise, som vi står over for i dag:

- Regenerativt landbrug handler om at arbejde med naturen fremfor imod den. Vi er nødt til at imødegå den stigende efterspørgsel på fødevarer og landbrugsprodukter, men dette skal imødekommes med ansvarlige dyrkningsmetoder, som også fokuserer på biodiversitet og kulstofbinding, siger Niels Peter Ravnsborg.

- Vi har, tilføjer Niels Peter Ravnsborg, den nødvendige viden til at gøre dette gennem vores ekspertise inden for alternative landbrugsproduktionssystemer, storskala-landbrug og agroøkologi. Vores mission er at sikre, at ansvarligt landbrug er en god forretning for både landmanden, klimaet, biodiversiteten og miljøet.

Business