Til årets udgave af Learning Week hos Arla deltog mindst 1.500 medarbejdere verden over hos virksomheden i oplæg om alt lige fra bæredygtighed til mindfullness. Og det var vigtigere end nogensinde, mener Helle Petersen, der er landedirektør hos Arla Danmark.
Covid-19 har skabt mange ændringer i vores arbejdsliv. Vi har flere hjemmearbejdsdage, og flere møder foregår online. For virksomhedslederen betyder det, at det kan være svært at holde medarbejdernes engagement højt og sikre videndeling på tværs af organisationen.
Netop derfor er Learning Week i mejerikoncernen Arla ekstra vigtig i år. Learning Week er en hel uge, hvor medarbejdere på tværs af landegrænser kan deltage i videns- og inspirationsoplæg om alt fra bæredygtighed og marketing til mindfulness og vaneændringer. Normalt foregår eventet delvist online og offline, men grundet Covid-19 blev alle oplæg i år afholdt digitalt. Ifølge Helle Petersen, landedirektør i Arla Danmark, er det afgørende ikke at lade situationen blive en stopklods for medarbejdernes udvikling.
- Hos Arla prioriterer vi medarbejderudvikling højt. Både i form af personlig og faglig udvikling. Og i en tid hvor vi som virksomhed udfordres på vores normale arbejdsgang, er det helt afgørende, at vi husker at prioritere medarbejderne og gøre noget ekstra for at opretholde deres engagement, siger Helle Petersen og fortsætter:
- Vi befinder os langt væk fra hinanden rent fysisk, og det kan gå ud over både videndeling og det kollegiale fællesskab i dagligdagen. Derfor er et digitalt samlingspunkt som Learning Week utrolig kærkomment.
Deltagertal voksede med 50 procent
Learning Week har de seneste år oplevet stor opbakning fra medarbejderne. Alligevel steg deltagerantallet til årets Learning Week med 50 procent sammenlignet med sidste år, hvor der deltog 1.000 medarbejdere på tværs af Europa. Det skyldes, at Arla i år udvidede initiativet til at inkludere endnu flere medarbejdere fra Tyskland, England og Sverige. Men ifølge Helle Petersen har det også haft stor betydning, at medarbejderne er blevet mere komfortable med at arbejde online.
- Vi har altid arbejdet digitalt, men Covid-19 har gjort, at vi er blevet endnu bedre til det. Vi ser eksempelvis, at vores medarbejdere er blevet rigtig dygtigere til at holde inspirerende oplæg over Teams, fortæller Helle Petersen.
1.503 medarbejdere fra afdelinger i hele Europa tilmeldte sig årets Learning Week.
hka