ATV’en: Den moderne udgave af en lille traktor
Muligheden for at indregistrere sin ATV som traktor, har gjort den endnu mere interessant de seneste år. Det oplever man hos Østervrå Motor- og Cykelcenter

ATV er blevet endnu mere interessant, efter det er blevet muligt at indregistrere den som traktor.
Engang havde man en gammel Ferguson, nu har man en ATV. Det er blevet en ny form for en bette traktor, siger John Buchhave, der har ejet og drevet Østervrå Motor- og Cykelcenter i snart 25 år.
At det i løbet af de seneste år også er blevet muligt at indregistrere sin ATV som en traktor og dermed undgå høje afgifter, hvis man vil have plader på, mens den også kan blive godkendt til at køre 40 kilometer i timen på landevejen, har gjort de store modeller endnu mere interessante, fortæller forhandleren.
- Samtidig kan man efterhånden få et væld af redskaber: Sne- og skraberblade, koste, redskaber til græsslåning og en masse andet. Og også til priser, der ikke længere overstiger selve ATV’en. Derfor er ATV’erne blevet populære, og vi sælger både til landbrug, gartneri, skovbrug og private, fortæller han.
God kvalitet
Hos Østervrå Motor- og Cykelcenter er det mærkerne SMC og Suzuki, der bliver solgt efter devisen: »Rimelige varer til rimelige priser«.
- Vi fører ikke kun de dyreste mærker, men man kan heller ikke få de allerbilligste maskiner her. Det skal være kvalitet, som vi kan stå inde for, siger John Buchhave, og Birgitte Lehmann tilføjer:
- Vi vil ikke stå med en vare, hvor importøren ikke har noget serviceprogram, og selvom kunden køber en billig kinesisk maskine, vil man altid forvente at tingene virker og holder i nogen tid. Det er der ingen garanti for, at den gør, og derfor fører vi heller ikke den slags, fastslår hun.
Mens man langer en del af de store 700 kubiks SMC’er over disken, er det dog stadig den lille 100 kubiks maskine, der bliver solgt flest af i butikken i Østervrå.
- Men det er til private. I forhold til de professionelle skal man op i de store maskiner for for alvor at få gavn af dem, konstaterer John Buchhave.