Ewers udvider kapaciteten til indlagring i høst
Højlundsgaard Maskinstation har hidtil klaret stort set alt i maskinstationsarbejde. I et samarbejde med Brødr. Ewers tilbydes nu også modtagelse og opbevaring af korn på maskinstationens lagerplads i Ellerup på Sydøstfyn.

Brødr. Ewers ser frem til at servicere deres kunder med gode modtage- og aflæsseforhold samt fleksible åbningstider med ny modtagelse af afgrøder ved Højlundsgaard Maskinstation. Til venstre er det Peter Godskesen fra Brødr. Ewers, Arne Van der Veen, Højlundsgaard Maskinstation i midten, samt markedschef Frederik Corydon Larsen til venstre.
Med en aftale om kornmodtagelse med Højlundsgaard Maskinstation i Ellerup ved Gudbjerg fortsætter korn- og foderstofselskabet Brødr. Ewers deres målrettede strategi om at sprede sig i landet og rykke tættere på kunderne.
- Landmænd, der høster i området, skal kunne indlevere deres korn selv, og som det er nu, er der trods alt en afstand til Kværndrup, Svendborg eller Ørbæk, lyder det fra markedschef Frederik Corydon Larsen og peger på grovvareselskabets ønske om at leve op til nærhedsprincippet i deres kundeservice.
Arne Van der Veen fra Højlundsgaard Maskinstation har netop investeret i en helt ny certificeret brovægt. Og i kraft af maskinstationens øvrige opgaver med blandt andet halm, kalk, flis og græs, rådes der over det maskineri, der skal til for at skubbe op og flytte korn.
Service i døgndrift
Salgskonsulent Peter Godskesen fra Brødr. Ewers har allerede igennem flere år handlet med Højlundsgaard Maskinstation – også før generationsskiftet, hvor det var Arne Van der Veens svigerfar, Jens Munk, der stod som indehaver af foretagendet på Galdbjergvej 22.
- Vi håber da, at mange vil tage imod tilbuddet om at indlevere kornet her. Det kan spare transporttid for mange, ligesom flere i området vil kunne undgå markstakke og leje af containere, vurderer Peter Godskesen, der blandt andet nævner kornmodtagelsen i Birkum som et eksempel på, at indlagringskapacitet ude i oplandet bliver en succes, når muligheden først er der.
Arne Van der Veen har allerede ansat to mand til fast at passe indvejningen i høst, hvor der skal tages kornprøver og vandanalyser ved brovægten.
- Jeg ser muligheder i et samarbejde med Brødr. Ewers, da jeg tror på en synergieffekt i forhold til, at vi hver især har kunder i forvejen, der kan have glæde af det vi kan tilbyde. Desuden kan vi leve højt på vores service, idet vi altid har åbent så længe, der kan høstes, og vi kan tage vandprøver på alle tider af døgnet.
Brødr. Ewers tager ikke penge for analyser af foderkorn. Vognstørrelsen betyder derfor intet for det samlede regnskab.
Kunder på Fyn og øerne
Højlundsgaard Maskinstation har i forvejen et kundeopland, der dækker det meste af Fyn og ørene, når det blandt andet kommer til spredning af kalk og presning og kørsel af halm.
- Vi driver selv 340 hektar planteavl med korn, raps og frøgræs, og udover alle de traditionelle maskinstationsopgaver i landbruget, er de fem ud af de 12 medarbejdere beskæftiget med at køre flis ind til Dalum Papirvarefabrik, samt olivenpiller og flis til Fynskværket, forklarer Arne Van der Veen, der dog påpeger, at hovedbeskæftigelsen er presning af halm og halmtransport til værket, ligesom der er en hel del opgaver med græs og kalkspredning.