Foderstof fyldte 170 år

Næsten 2.000 kunder og øvrige gæster deltog ved festen i Kolding, hvor korn- og foderstoffirmaet Brødr. Ewers fejrede sit jubilæum.

Hvert femte år, siden 150 årsjubilæet for 20 år siden hos Brødr. Ewers A/S, inviterer korn- og foderstoffirmaet til jubilæumsfest. Forleden lød invitationen på virksomhedens 170 års jubilæum, og næsten 2.000 indbudte gæster havde takket ja til festen i Sydbank Arena i Kolding.

Indehaverne Hans Otto og Claus Ewers går – som det fremgår - ikke af vejen for selskabelighed og glæde, men ellers er de ydmyge i forhold til den vækst, selskabet har oplevet de senere år.

De har fortsat begge ben på jorden og holder som femte generation i selskabet fast i den målsætning, som blev formuleret dengang for 170 år siden af deres forfædre – handel med korn og foderstoffer på ærlig vis.

Er nu landsdækkende

Til gengæld er de også stolte over, at Brødr. Ewers A/S med den omæstning på 1,5 milliard kroner og 165 medarbejdere i dag er tredjestørst herhjemme, landsdækkende og med aktiviteter i udlandet. Et af de sidste skud på stammen er indtoget på Sjælland samt aktiviteter i Kina.

Korn- og foderstofvirksomheden startede i en købmandsgård I Sønderborg. Bygningen står der den dag i dag, dog ikke i sin oprindelige form. Købmandsgården blev nemlig bombet i 1864 i forbindelse med slaget på Dybbøl og genopbygget med beboelse, kontor og lagerrum.

 

Læs også