HedeDanmark samler jyske afdelinger
HedeDanmark opruster med en samlet sektion på det midt- og østjyske marked.
HedeDanmark vil sætte sig stærkere i Øst- og Midtjylland. Lige nu er afdelingerne i Aarhusområdet spredt på fem forskellige afdelinger fra Aarhus til Hadsten og Djursland.
Men det skal have en ende, siger HedeDanmarks direktør Lars Petersen til Grøn Teknik.
- Vi sidder forskellige steder rundt omkring i omegnen. Det samler vi nu i en afdeling i Søften vest for Aarhus som et led i vores strategi om et samlet HedeDanmark. Det betyder også, at samtlige afdelinger er repræsenteret et sted, siger Lars Petersen.
Ændringerne træder i kraft omkring den 1. april.
Flere kollegaer
Til en start vil det hovedsageligt være en samling af de ansatte, men på sigt håber direktøren, at det vil udmønte sig i nyansættelser. Men de ansatte kan dog se frem til at få flere HedeDanmark-kollegaer. I hvert fald i hverdagen.
- Lige nu har vi kontorer, hvor der kun sidder to eller tre mennesker. Det er klart, at det bliver lidt bedre for dem at få nogle flere kollegaer i dagligdagen, når det hele bliver samlet i Søften, siger Lars Petersen.
Grunden til, at HedeDanmark omorganiserer deres østjyske afdelinger nu, er, at de har et lejemål i Hadsten, de snart skal være ude af, og så ligger de ret upraktisk i deres Aarhus-afdeling, hvor de døjer med morgen-trafikkens forsinkelser.
- Vi håber, at der kommer mere aktivitet på anlægssiden. Vi har tidligere serviceret kunderne fra Vejle, så vi trækker nogle folk op derfra og udvider aktiviteterne i Aarhus på anlægssiden. Vi går efter hele Øst- og Midtjylland, det er derfor vi vil ligge i Søften ved motorvejen, slutter Lars Petersen.





































