Hyggedag blandt bisonokser
Ditlevsdal Bison Farm på Nordvestfyn dannede rammen, da Landbrugets Jobservice den sidste dag i maj holdt hyggedag for landbrugspraktikanter og værtsfamilier.

Praktikvært Martine Ydema, der sammen med sin mand, Sjoerd Ydema, ejer og driver et landbrug med 550 ha og 450 køer nær Rødkærsbro ved Viborg, ses her sammen med to af familiens seks praktikanter, Ho Van Khoa og Nhat Doan Le, begge fra Vietnam. Foto: Anders Kurt Simonsen.
Vejret viste sig fra sin pæne side, da Landbrugets Jobservice ApS, der har til huse i Haagerup ved Faaborg, fredag den 31. maj havde genoptaget en populær tradition og inviteret landbrugspraktikanter og værtsfamilier til en »Hyggedag«, som denne gang fandt sted på Ditlevsdal Bison Farm ved Morud, Europas største af sin art.
Landbrugets Jobservice, der er et uafhængigt bureau, har i mange år formidlet medarbejdere til landbruget, herunder blandt andet udenlandske praktikanter til dansk landbrug, danske medarbejdere til job i udlandet samt medarbejdere til landbrugets følgeerhverv.
Virksomheden drives af direktør Peder Top og rekrutteringschef Thorbjørn Andersen. De oplyser, at man p.t. har ca. 100 praktikanter fra flere lande ude på landbrug over hele Danmark. Og Peder Top har netop været i Kenya, hvor der er etableret et samarbejde med landbrugsskolen Egerton Agricultural University med henblik på udveksling af praktikanter.
Fra Holland til Jylland
I hyggedagen på den nordvestfynske bisonfarm deltog ca. 25 praktikanter, primært fra Ukraine og Vietnam, og deres værtsfamilier.
LandbrugFyn talte i løbet af dagen blandt andre med en af praktikværterne, Martine Ydema, der sammen med sin mand, Sjoerd Ydema, for 24 år siden flyttede fra Holland til Danmark. I dag bor familien ved Rødkærsbro, lidt sydøst for Viborg, hvor de har et landbrug med ca. 550 ha og en besætning på 450 køer.
- Vi har brugt Landbrugets Jobservice i 10 år, og vores første praktikant arbejder hos os endnu, fortæller Martine Ydema. For tiden har vi seks praktikanter, hvoraf tre er fra Ukraine. De tre andre, som er de senest ankomne, er fra Vietnam, og to af disse er med til hyggedagen i dag på Ditlevsdal.
Videbegærlige vietnamesere
Martine Ydema peger på, at det for de vietnamesiske praktikanter har været en stor omvæltning at komme fra Vietnam, hvor der blandt andet er vandbøfler og rismarker, og så til et moderne dansk landbrug.
- Vietnameserne er meget nysgerrige og videbegærlige, fastslår hun. De vil gerne se og opleve nye ting. De vil gerne arbejde i landbruget, og for eksempel kan vi sagtens mærke, at nu skal de tale engelsk. Her kan de ikke nøjes med deres eget sprog.
- På nogle områder er de anderledes end mange af de andre praktikanter, vi har haft. Blandt andet er det tydeligt, at de ikke er vant til et åbent samfund som det danske. Men de lærer meget af hinanden, og de ser det som et plus, at de lærer andre landes folk og skikke at kende.
Nye regler
LandbrugFyn havde ved hyggedagen på Ditlevsdal lejlighed til en snak med to af familien Ydemas vietnamesiske praktikanter: Nhat Doan Le, som har arbejdet i Danmark siden april, og Ho Van Khoa, der startede i oktober 2018. I oktober startede også Quang Dinh Tu, som på grund af ferie ikke var med på Ditlevsdal.
- Jeg er glad for at være her i Danmark. Danskerne er søde og generøse, og det er godt at arbejde på en dansk gård med mange køer, fastslår Ho. Og hans kammerat og kollega er enig:
- Det er rare mennesker og et godt sted at arbejde. Og jeg får mange gode erfaringer, som jeg kan bruge, når jeg kommer hjem til Vietnam, understreger Nhat.
Både Ho og Nhat glæder sig over, at der med virkning fra 1. juni gælder nye regler, som betyder, at udenlandske praktikanter fra lande uden for EU kan få lov til at være i dansk landbrug i 18 måneder mod hidtil 12 måneder. Samtidig ændres den øvre aldersgrænse for praktikanterne fra 29 til 35 år, ligesom de unge nu også kan tage en praktikantordning i Danmark i forlængelse af deres afsluttede uddannelse i hjemlandet.