En udlodning på 43 millioner til medlemmerne blev vedtaget, og store investeringer i den grønne omstilling fremlagt, da Vestjyllands Andel onsdag aften holdt ordinær generalforsamling i Skjern med godt 300 fremmødte.
FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling har også været inspirationskilde hos Vestjyllands Andel, VA.
Og netop den grønne omstilling var et af emnerne, da bestyrelsesformand Leif Haubjerg og Steen Bitsch, direktør hos Vestjyllands Andel, aflagde henholdsvis beretning og virksomhedsgennemgang på selskabets ordinære generalforsamling, der fandt sted onsdag aften i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter.
- Landbruget er presset på eksempelvis klimaet, men landbruget kan levere, og Vestjyllands Andel, (VA), vil spille en rolle, fastslog Leif Haubjerg, der som eksempel nævnte selskabets involvering og investering i dansk proteinproduktion, hvor eksempelvis græs og andet gerne skulle erstatte den importerede soja inden for måske en fem års periode.
Grøn indtjening
Leif Haubjerg fremhævede også VA’s involvering i GreenLab Skive, (GreenLab Skive er en erhvervspark for virksomheder, der aktivt arbejder med energilagring og ressourceeffektivitet, red.)
Og Steen Bitsch supplerede med at omtale Vestjyllands Andels ganske nye søstjernefabrik ligeledes ved Skive, hvor søstjerner bliver til søstjernemel som et både økonomisk og bæredygtigt alternativ til fiskemel i foderproduktionen. Og hvor projekter med andre bæredygtige kilder fra naturen i form af eksempelvis tang og krabber er på forsøgsplan.
- Med grøn omstilling er vi i VA sammen med jer landmænd i stand til at skabe indtjening. Det er afgørende, at vi spiller en vigtig rolle hér, slog Leif Haubjerg fast.
Seneste skud på stammen omkring bæredygtighed har været, at Vestjyllands Andel for kort tid siden overtog 75 procent af aktiemajoriteten i Adival. Billund-virksomheden Adival beskæftiger sig med genanvendelse af spildprodukter fra fødevareindustrien til foderbrug og er et velkendt navn i den danske grovvarebranche.
john@landbrugsyd.dk
tlf.: 76 60 30 44