Dansk kødkvæg blev endnu en gang markeret og fejret i forbindelse med kødkvægskuet på Agromek i Herning.

Her dannede hal Q i år igen rammen om det traditionsrige kødkvægskue. Og her var konkurrencen skarp og hård – både blande de enkelte racer – og ikke mindst i den afgørende Interbreed-konkurrence.

I alt fem racer deltog i konkurrencen om bedste besætningsgruppe. Simmental, Dexter, Hereford, Angus og Limousine.  Og det blev sidstnævnte – Limousine – der løb med sejren, da det blev en besætningsgruppe fra Kjeldgaard Limousine, Mariager, der faldt mest i dommernes smag.

I konkurrencen bedste individafprøvede tyr var fire racer repræsenteret i Interbreed-konkurrencen. En kategori der ekstra prestigefyldt, da det her handler om både eksteriør og avlsafprøvning.  Og det var her vinderen skulle findes mellem racerne Skotsk Højland, Hereford, Dansk Blåkvæg og Simmental. Vinderen blev Dansk Blåkvæg i form af tyren Borggaard Lars fra familien Thede ved Thisted i Nordjylland.

I konkurrencen om bedste handyr/tyr var konkurrencen noget hårdere, da ikke mindre end otte racer var repræsenteret – Angus, Hereford, Charolais, Skotsk Højland, Limousine Dansk Blåkvæg, Simmental og Blonde D´Arquitaine,

Vinderen blev Limousine i form af tyren Illot fra Kjeldgaard Limousine ved Mariager.

Den nordlige del af Jylland løb dog ikke med alle Interbreed-laurbærerne. Bedste hundyr gik til Hereford i en konkurrence mellem 12 dyr fordelt på køer og kvier på en række racer. Hereford-hundyret Rosenkær Kalinda fra Rosenkær Polled Hereford ved Hovedgård, Østjylland.

Rosenkær Kalinda blev af Hereford dommerne betegnet som fremtidens Hereford kvie model, og en perfekt repræsentant for Hereford racen.