Der bliver masser af materiel at sparke til, når Lely Center Herrup står klar i Hal 1 på Kimbrerskuet. Den nye opdaterede fodringsrobot til Lely Vector-systemet, Juno-foderskubberen, en Astronaut A5-malkerobot, deres Collector til faste gulve og en nyudviklet kobørste, hvis den når at komme hjem inden skuestart.
Administrationschef Kent Stagsted Nielsen ser især frem til en række gode samtaler omkring fodringssystemet, der stadig mangler sit gennembrud på de danske bedrifter.
- I forhold til malkerobotter, som er blevet et etableret produkt, er Vectorsystemet stadig nyt. Selvom folk har kørt med hængebanesystemer længe, er vores koncept med frisk foder vel omkring der, hvor malkerobotterne var i starten af nullerne. Derfor satser vi heller ikke på at sælge en masse udfodringsanlæg på Kimbrerskuet, men jeg håber, at vi kan få sået nogle frø, som på den lange bane kan give systemet en re-entry, siger Kent Stagsted Nielsen, der på Kimbrerskuet præsenterer den opgraderede version af fodringssystemet, som tæller både ændringer i blandekar og funktionaliteter.
- På sigt tror jeg på, at systemet også vil vinde indpas her i Danmark, for det passer perfekt ind og kan skabe noget synergi i forhold til eksempelvis malkerobotter. Samtidig kan det også bruges til kødkvæg og kalveopdræt, så der er mange muligheder. Et udfodringsanlæg kan tage besætninger op til 240 køer, men vi har også et eksempel fra en stor bedrift i Sverige, hvor man har otte malkerobotter og tre foderrobotter, så det er også en mulighed for de helt store bedrifter. Og hvis man regner ud fra de rigtige parametre, er jeg sikker på, at man finder ud af, at det kan være en rentabel investering. Det handler bare i høj grad om, at landmanden ved, hvilke muligheder systemet giver, siger Kent Stagsted Nielsen, der blandt andet nævner et sparsomt strømforbrug på 3 kilowatt om dagen.

De sidste gram mælk

En anden ting, Kent Stagsted Nielsen vil forsøge at overbevise de nordjyske landmænd om at investere i, er Juno-foderskubberen.
- Der er egentlig nok af forsøg, der viser, at der er store fordele ved hyppig indskubning af foder på foderbordet, men foderskubberen har ikke fået samme kultstatus som spalteskraberen. Og i og med, at mange landmænd har motoriserede skrabere, hvor der sidder en mand på, ser mange den automatiske foderskubber som en forholdsvis dyr kost. Men skal man have de sidste gram mælk ud af sine køer, er det en justering som den her, der kan gøre forskellen. Derfor håber jeg også at automatisk indskubning bliver populært.

Malkerobotter er godt i gang 

Mens foderrobot og -skubber stadig kræver masser af benarbejde, har Lely fået skudt sin seneste malkerobot, A5, godt ud over rampen. Hos Lely Center Herrup installerede man den første A5’er i slutningen af juli, og har nu 12 af de nye malkerobotter i drift, mens der venter endnu en håndfuld opsætninger i oktober måned.
- Det har været et godt mix af udskiftning af gamle robotter af forskellige mærker og udskiftning af malkestalde til fordel for robotter. Og hvor robotterne historisk har haft lidt udfordringer, når der er kommet nye modeller på markedet, er tingene gået overraskende glat denne gang. Det har været en rigtig god start, siger Lely-sælgeren, der glæder sig over, at holdningen til malkerobotter generelt har ændret sig over de seneste år.
- Vi har heldigvis fået bevist, at malkerobotter godt kan konkurrere med malkestalden i forhold til økonomisk drift, og at det i dag mest handler om, hvad den enkelte landmand synes er bedst for ham selv. Der er stadig nogle, der synes, at malkerobotter er en dårlig idé – ligesom de heller ikke er til automatiske fodringssystemer – men vi ser også flere, der skifter malkestalden ud med robotter, fortæller han.