Etablering af historisk nøddegang blev fejret

I november blev der genetableret en historisk nøddegang og plantet valnøddetræer som en del af Herregårdshaven på Gammel Estrup, der også er kendt for sit store landbrugsmuseum. Forleden blev nøddegangen og træerne officielt indviet med et særligt vinterbal for lokale børnehavebørn, der blev budt på hjemmebagte æbleskiver, nøddejagt og juletræsdans.

Forleden blev nøddegangen og træerne officielt indviet med et særligt vinterbal for lokale børnehavebørn, der blev budt på hjemmebagte æbleskiver, nøddejagt og juletræsdans.

Nøddegangen var oprindeligt en del af 1800-tallets romantiske have på herregården, hvor den blev brugt til spadsereture for herskabet. Samtidig forsynede rækkerne af nøddebuske herregårdens store husholdning med nødder. For fremtiden vil den blive en ekstra oplevelse for alle, der bruger herregårdshaven.

- Nødder var en yndet spise på de danske herregårde før i tiden, og der findes talrige eksempler fra gamle kogebøger på, at nøddetræer og -buske har udgjort en vigtig ressource ved de store godser, fortæller museumsinspektør ved Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, Marie Aaberg Andersen, og fortsætter:

- Vi ved fra historiske kilder, at der har været en nøddegang her på Gammel Estrup, og vi kan se, at man tilbage i 1700-tallet indkøbte flere valnøddetræer fra den nærliggende herregård Clausholm. Valnødder var en delikatesse i samfundets øverste lag, og vi har eksempler på herregårde, hvor adelsdamerne selv syltede valnødder til at spise og servere for gæster.

Træer for eftertiden

Nøddegangen på Gammel Estrup er åben for publikum og folk, der spadserer en tur i området – ikke mindst til glæde for de mange børn og unge, der gæster museet året rundt.

Træerne indgår i en større satsning på bevaring af naturen omkring Gammel Estrup, der blandt andet også omfattede plantning af 30.000 blomsterløg tilbage i 2020.

Etableringen af nøddegangen vest for herregården er sket i samarbejde med organisationen Plant et Træ og Løvenholm Fonden. Samtidig med etableringen af nøddegangen er der også blevet plantet en række valnøddetræer øst for herregården i samarbejde med Plant et Træ:

- Vi er ved Plant et Træ omgivet af gode mennesker, kommuner og organisationer, som gør det muligt for os at fortælle børn – og alle andre – om træers vilkår og vækst. Nøddegangen ved Gammel Estrup har tilmed en kulturhistorisk betydning – en dimension vi ved Plant et Træ byder velkommen, siger landsformand for Plant et Træ, Jens Døssing.

Hele projektet omkring nøddegangen og plantning af valnøddetræer er finansieret af en anonym donation.

Læs også