Trængsel ved foderbordet

Næsten 200 jerseyfolk deltog ved grillaftenen i stalden blandt de 320 køer på Ulvsbjerggård. Samtidig kunne far og søn fortælle om deres fremtidsplaner, her hvor Middelfart nærmer sig deres bedrift.

Far og søn, Hans og Jeppe Rasmussen, har en ambition om en fordobling af besætningen til 700 køer på sigt. Men med Middelfart, som rykker nærmere Ulvsbjerggård, bliver det på Mariendal på Gl. Landevej fem kilometer derfra, som Hans Rasmussen købte i 2009.

Søren Borchersen fra Viking Genetics kunne fortælle de mange besøgende kvægfolk, at dataene fra Ulvsbjerggård og de øvrige 19 kvæggårde med kameraovervågning af foderindtagelsen nu er så omfattende, at der fremadrettet vil være et foderindeks for alle tre malkeracer. Til højre formanden for Jersey Fyn, Jesper Bang, sammen med aftenens vært, Hans Rasmussen. I midten gårdejer Hans Rasmussen i samtale med besætningens dyrlæge, Christian Høj fra Vestfyns Dyrlæger. Lars Thorø fra DLG gav de mange kvægfolk en aktuelt markedsorientering.

Fra stalddøren på Ulvsbjerggård kan far og søn, Hans og Jeppe Rasmussen, følge gravemaskiner i færd med at byggemodne nogle af deres marker til kommende parcelhuse. Senest har Middelfart Kommune erhvervet 40 hektar af gårdens areal.

- Byen nærmer sig med kraftige skridt. Derfor har vi en ansøgning inde ved kommunen om et nyt staldbyggeri på vores anden gård, Mariendal på Gl. Landevej, fem kilometer herfra.

Sådan lød det fra 25-årige Jeppe Rasmussen, da han fortalte om familiens fremtidsplaner til ikke mindre end 180 jerseyfolk, som var mødt frem ved Jersey Fyns traditionelle sommergrillaften den 2. august på kvæggården i Svenstrup.

Op til 700 køer

Målet er på sigt en fordobling af besætningen til 700 køer, når planerne - om 20 år eller måske før - forhåbentligt bliver til virkelighed med en komplet udflytning til Gl. Landevej. I første omgang er planen at opføre en ungdyrstald og goldkostald derude.

- Det er vigtigt at være på forkant, understreger sønnen.

Efter sin uddannelse som produktionsleder er han ansat på familiens kvægbedrift. Men med tiden er det planen, at han bliver fjerde generation som ejer af Ulvsbjerggård.

Kønssorteret sæd

Ved besætningsbesøget denne tirsdag aften, hvor finregn betød en pause i høstarbejdet, fik de mange besøgende foruden fremtidsperspektiverne også et godt indblik i den daglige drift med de 320 jerseykøer og aktuelt 470 kalve/kvier samt 21 tyre.

Hans Rasmussen kunne således fortælle, at der anvendes kønssorteret sæd til alle kvier og fra køernes fjerde inseminering. Samtidig genomisk testes alle dyr.

Køerne malkes med fire DeLaval robotter, og alle køer vaccineres for E. Coli. Det har bevirket en mindre dødelighed.

Indeks for foderoptagelse

Ved arrangementet indviede forsknings- og udviklingschef Søren Borchersen fra Viking Genetics gæsterne i kameraovervågningen over foderbordet af køernes foderindtagelse.

- Efter data og erfaringer fra i alt 20 besætninger landet over er vi nu klar med et indeks for fodereffektivitet for alle tre malkeracer. Det bliver endnu et vigtigt redskab i avlen og mælkeproduktionen. For eksempel vil det betyde, at en ko efter en tyr med indeks 110 optager 70 kg foder mindre for den samme ydelse, forklarede han.

Fra DLG, der sammen med Compex og Vestfyns Dyrlæger var sponsorer for grillaftenen, gav direktør for koncernlandbrug, Lars Thorø, en orientering om høsten og det urolige afgrødemarked at gå hjem på.

Som afslutning takkede formanden for Jersey Fyn, Jesper Bang, for den markante opbakning til arrangementet fra hele Fyn - og med ansigter også fra det jyske.

- Det vidner om behovet for at mødes med både et fagligt og socialt islæt for os kvægfolk - midt i den travle hverdag.

Læs også