Tirsdag den 28. marts danner Haraldskær Herregård rammen om arrangementet Book en Mark, hvor Landbrug & Fødevarer, i samarbejde med Food Organisation of Denmark, samler fødevarebranchen til en dag med speed-dating, netværk, oplæg og frokost.
Formålet med dagens branchedating er at skabe sød musik mellem landets producenter og iværksættere, som skal mødes med nysgerrige grossister, køkkenchefer og indkøbere med henblik på at skabe forretning sammen.
Ideen er, at når man flytter flere lokale, økologiske råvarer fra landet til tallerkenerne, til hylderne og til sortimenterne i storbyerne, så sikrer man både arbejde i de store og små virksomheder, såvel som en bedre oplevelse hos forbrugerne.
Til arrangementet kan man blandt andet møde folkene bag Planteslagterne, Folkets Madhus, Jespers Torvekøkken, Gothenborg, Sinatur, Trinity Hotel & Konference, Regionshospitalet Gødsstrup, Cheval Blanc kantiner, Gastronomiet og Daniel McBurnie fra Restaurant Lyst.