Fokus på at få unge til at etablere sig i landbruget
LandboUngdom, Landbrugsrådgivning Syd og Gråsten Landbrugsskole har kastet sig ind i kampen for at få de unge til at etablere sig i landbruget. Etableringsaften i Gråsten gav gode råd og sparring. Blot et af mange tiltag som LandboUngdom, landbrugsskoler og landbrugsrådgivninger har sat fokus på for at fremme et tiltrængt generationsskifte i landbruget.
Flere unge skal etablere sig inden for landbruget for at sikre erhvervets fremtid. Arkivfoto. LandboUngdom
Både LandboUngdom, Landbrugsrådgivning Syd (LRS), og Gråsten Landbrugsskole er at finde blandt udstillerne på Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa.
Netop LandboUngdom og Landbrugsrådgivning Syd havde forleden inviteret til Etableringsaften på Gråsten Landbrugsskole. Målet var at klæde håbefulde unge mennesker på, til at forfølge deres drøm om at etablere sig som selvstændige landmænd i fremtiden.
Torben Lunding Madsen fra Landbrugsrådgivning Syd indledte aftenen med at byde velkommen og præsenterer aftenens indlægsholdere: Michael Bossen Linnet, selvstændig landmand, Søren Fønsskov som er i gang med et generationsskifte, Jan Tygsen og Sune Hallberg, driftskonsulenter fra Landbrugsrådgivning Syd, Kristian Skovmose fra Nykredit og Morten Jacewicz fra Nybolig Landbrug.
- Vi har arrangeret initiativet i samarbejde med Landbrugsrådgivning Syd for at øge fokus på, hvad der egentligt kræves for at blive selvstændig i en verden, der hele tiden forandre sig, fortæller Jacob Hollender, Regionsformand i Sønderjyllands LandboUngdom.
- De fleste ved, at det kræves meget for at blive selvstændig landmand i dag, og man får en del viden omkring det i løbet af landbrugsuddannelsen. Kravene bliver dog større og større, og der dukker hele tiden nye spørgsmål og problematikker op. Derfor skal dette arrangement gerne være med til give god sparring og komme omkring de udfordringer og muligheder, der kan opstå i forbindelse med etablering, slutter Jacob Hollender.