Gå efter en positiv bundlinje

Fokus på økonomi, ledelse og forretningsudvikling er emnet for en konference, som holdes af Landbrug & Fødevarers økonomifolk.

Landmandens vigtigste faglighed er at skabe en positiv bundlinje. Sådan lyder en påstand fra Landbrug & Fødevarer, og det er temaet for konferencen »Landmand & leder«.

Et landbrug er en virksomhed, og en virksomhed skal tjene penge. Og den positive bundlinje skabes ikke kun ved godt håndværk i mark og stald – den skabes gennem fokus på den samlede økonomiske bundlinje, ledelse og forretningsudvikling, lyder det fra arrangørerne.

- Alle landmænd vil gerne tjene penge på driften, og her kommer den enkeltes faglighed i spil. Desværre oversætter mange landmænd det mest til fokus på afgrøden, mælken og grisene, men overser hvor vigtigt det er for indtjeningen på gården, at der er fokus på helheden – på ledelse af gården og medarbejderne og på gårdens samlede økonomi, lyder det om baggrunden for arrangementet.

Det vil Landbrug & Fødevarers sektorbestyrelse for økonomi og virksomhedsledelse lave om på. Derfor indkalder økonomi-sektoren for første gang nogen sinde til sin egen kongres.

Tag rollen som økonomichef

- Vi har i mange år samlet landmænd til store kongresser om fagligheden som kvæg, grise, planter og økologi, og nu ønsker vi at samles om det, vi alle har til fælles for at få succes som landmænd og virksomhedsledere: Hvordan vi skaber en god økonomi og robustheds på vores landbrug, siger formand for sektorbestyrelsen for økonomi og virksomhedsledelse, Anders Harck.

- Der er desværre mange landmand, som er meget dygtige på den enkelte driftsgren, men ikke tjener penge. Det er dygtige håndværkere, og så er det da utroligt trist, at de ikke tjener på det eller har noget at stå imod med i nedgangstider. Det nytter jo ikke. Hvis man vil have bundlinje, er det fokus på økonomien, helheden og ledelsen på bedriften, der skal til, siger Anders Harck.

- Der er nogle landmænd, som har virkeligt gode økonomiske resultater, og vi skal lære af det, de gør. Vores landbrug har meget store balancer, og vi er nødt til i højere grad at tage rollen som økonomichefer på os, siger han.

- Det er en faglighed, som vi ikke må udlicitere til andre. Vi skal selv have overblikket og forstå, hvad der skaber vores virksomheds bundlinje. Vi skal stoppe med at måle vores egen succes på kilo, og i stedet holde fokus på, hvad det giver af kroner.

Konferencen finder sted 5. december på Vingsted hotel og konferencecenter ved Vejle. Som ved de øvrige faglige konferencer er der både fælles oplæg, og indlæg man kan vælge sig ind på alt efter interesse. Programmet kan ses på L&F’s hjemmeside.

Man kan blandt andet møde landbrugschef i Danske Bank, Pernille Stenstrup Christiansen, og kommende landstræner i fodbold, Kasper Hjulmand. Du kan også møde andre landmænd, som fortæller hvordan de arbejder med strategi og ledelsen. Bliv klogere på blandt andet ejerskifte, rekruttering, konkurrencekraft og forhandlingsevne – emner som påvirker dit landbrugs økonomiske succes.

laj

Læs også