Hele 40 af de godt 50 deltagende gårde i årets Åbent Landbrug, der er landbrugets helt store trækplaster, var i år at finde i det jyske.
Måske helt naturligt, da langt den overvejende del af landbruget netop foregår i Jylland. Og trods færre deltagende gårde i år og et fald i det samlede besøgstal på 25 procent fra 96.000 gæster på landsplan i 2017 til godt 73.000 i år, blev der budt på masser af spændende oplevelser for de, der valgte at bruge noget af søndagen på at besøge en af de trods alt stadig mange gårde, der i år var værter ved åbent landbrug. 
Hos Kjærgård Landbrugsskole i det sydvestjyske kunne man byde velkommen til næsten 2.000 af gæsterne ved Åbent Landbrug. Skolen har tradition for at være vært ved åbent landbrug og give den fuldt gas på dagen, i år var ingen undtagelse.
Der blev budt på dyrskue, hvor der blev dystet på præsentation, karaktertræk og udseende i dyrskueringen – præcist som ved de ”rigtige” dyrskuer landet over.
Der blev budt på et kig på smedearbejde, som det foregik på farfars tid, ligesom er kunne opleves små kyllinger, traktorkørsel og rundvisning på skolen.
Forstander Kaj Abrahamsen glædede sig over de rigtig mange gæster. 
- Der har været stort ryk ind hele dagen – langt flere end sidste år, og vi har måttet udvide parkeringspladsen med en hel mark mere, lød vurderingen fra Kaj Abrahamsen søndag eftermiddag.

Vestjyske malkekøer og østjysk minivådområde

I Vestjylland var der mulighed for at se malkekøer i massevis hos landmandsparret Karin og Niels Chr. Kristiansen i Brandsbøl, der har en besætning på 425 malkekøer.
Og der var ikke mindre en 1.100 gæster, der fandt vej til Vestjylland – alt fra børnefamilier, lokale borgere og turister.
-  Vi vil gerne åbne gården for at give de besøgende et positivt indtryk af et konventionelt landbrug, lød det fra Karin Kristiansen.
I det østjyske ved Odder lidt syd for Aarhus var der i år mulighed for at opleve åbent landbrug i en lidt anden form end normalt. 
En nyhed blev præsenteret på I/S Faurgaard ved Odder, hvor de besøgende kunne se et minivådområde.
- Åbent Landbrug skal nemlig også vise, hvordan landmænd hjælper med at løse problemer i forhold til natur og miljø, som for eksempel pleje af værdifulde naturarealer og forbedringer for vores vandmiljø. Derfor havde vi i år valgt at give Åbent Landbrug lidt mere dybde. Udover at møde landmændene og se dyrene er der også mulighed for at få mere faglig viden om, hvordan vi kan håndtere miljøproblemer, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.