Vejkantsmøde på Vængesbjerggaard: - Rexade viser sit værd
Vejkantsmøde på Vængesbjerggaard

Virkningen af Rexade blev nøje undersøgt ved vejkantsmødet på Vængesbjerggaard.
Østdansk Landboforening genoptog i sidste uge rækken af vejkantsmøder, der denne gang var henlagt til Ela Jensen og Ole Grønhøj på Vængesbjerggaard i Lundby ved Vordingborg.
Vejkantsmøderne er korte uformelle møder, hvor man ser på afgrøderne og får en faglig snak omkring aktuelle problemstillinger inden for eksempelvis korn, vinterraps og frøgræs.
Ela Jensen og Ole Grønhøj driver 340 hektar, har 725 årssøer og producerer 25.000 smågrise til videresalg.
Ved vejkantsmødet så de fremmødte blandt andet på en hvedemark, tilsået september sidste år, og eftersået oktober måned.
På ejendommen har VKST anlagt en række forsøg, men Ole Grønhøj er ikke bange for selv at forsøge sig frem.
Eksempelvis har han for nylig anvendt det nye middel Rexade fra DowAgro Science i en hvedemark, der er etableret på lavbundjord, der i flere år har lidt under resistente valmuer.
- Jeg har nu prøvet Rexade og ærligt, jeg synes det har gjort det rigtig godt, og med en betydelig mindre mængde aktivstof i forhold til tidligere, hvor jeg har anvendt Broadway og Zypar.
De fremmødte fik da også tydeligt syn for sagn: Valmuerne havde i den grad ladet sig påvirke og var alle som en ved at visne ned.
Ved gennemgangen af såvel hvedemarken som en rapsmark, deltog planteavlskonsulenterne Lone Urbrand Larsen og Søren Holmgren, der bemærkede sig, at hvedemarken led under manganmangel. Samtidig slog Søren Holmgren fast, at man ikke bør anvende ukrudtsmiddel i manganlidende marker: - Først mangan, derpå kan man sprøjte.
Næste vejkantsmøde finder sted den 29. maj og da igen hos Ela Jensen og Ole Grønhøj, inden turen går til Uffe W. Nielsen grundlovsdag.