Både landbrug, borgere og politikere bakkede massivt op om lørdagens store traktordemonstration i Aarhus, der var et forsvar for grundloven og en klar protest mod regeringen og statsminister Mette Frederiksen omkring minkhåndteringen
AF JOHN ANKERSEN
Opbakningen var stor i forbindelse med lørdagens traktordemonstration i Aarhus, hvor omkring 500 traktorer var var kørt til Aarhus og parkeret ved havnen, mens landmænd, aarhusborgere, demonstranter og politikere senere fyldte Officerspladsen ved Ridehuset og Musikhuset i Aarhus til det, der blev en markering af grundloven, og ikke mindst, hvad man mener er regeringen og især statsminister Mette Frederiksens overtrædelse af samme.
Bag demonstrationen, der fandt sted sideløbende med en lignende demonstration i København, var græsrodsorganisationen ”Oprør fra landet”, som landbrugsdebatør og landmand Knud Jeppesen fra Jelling er talsmand for.
Og han bød velkommen i forbindelse med demonstrationen, og udtrykte stor glæde for den interesse, som der har været for at bakke op om demonstrationen.
- Det hér er en kamp mellem jurister og folkestyrer – hvem bestemmer? Vi mener folkestyret, lød det fra Knud Jeppesen, der samtidig også sendte en tak til de mange fiskere, der har bakket landmændene op i forbindelse med de to demonstrationer i Aarhus og København.
- De kameraer som politikerne og myndighederne kræver på fiskekutterne burde i stedet sidde på ministerkontorene på Christiansborg, så de kunne se om det var fredag, lørdag eller søndag, at de fik beskeden om manglende lovhjemmel, lød det fra Knud Jeppesen med henvisning til tvungne kameraer på fiskefartøjer og den manglende lovhjemmel omkring aflivning af raske mink.
Og han sluttede sit indlæg ved at konstatere at ”det er synd, men jeg tror at I er kørt fast i ”æ dynd”, med henvisning til Mette Frederiksen og regeringen.