En brand i en stor svinestald ved Bredebro i Sønderjylland kostede onsdag adskillige grise livet.
Onsdag eftermiddag udbrød der brand i en svinestald på Sdr. Vollum i Bredebro, der ligger mellem Tønder og Skærbæk.
Det skriver jv.dk. Og det var et dramatisk syn, der mødte redningspersonalet, da de ankom til branden.
- Taget er faldet ned over svinene. Jeg har ikke det endelige overblik endnu, men der er i hvert fald flere indebrændte svin, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Aamann til jv.dk.
Der var cirka 2500 svin i stalden, og ifølge Ole Aamann var over 100 svin enten døde eller blevet aflivet hen på aftenen.
Efter at have fået branden under kontrol, er efterslukningsarbejdet fortsat i løbet af natten mellem onsdag og torsdag. Beredskabsstyrelsen og fem brandstationer hjalp til med at få slukket branden.