Stort rykind hos nordsjællandsk mælkeproducent – og hos mange andre

Der var omkring 2.000 besøgende, da mælkeproducent Kaare Larsen inviterede inden for til Åbent Landbrug på Brunbjerggård ved Gilleleje i Nordsjælland.

Flere gange i løbet af dagen stod Kaare Larsen for guidede rundvisninger på Brunbjerggård, der begynder med morgenmalkningen klokken fire. Foto: Jesper Hallgren - Dagens børn har godt af at opleve landbruget og lære, hvor maden kommer fra, sagde Christoffer Fahlstrøm, der er far til Lauge og Luna. Foto: Jesper Hallgren Der er gode aktiviteter for børnene, og for Asger var det en kæmpe oplevelse at få lov til at sidde i førerhuset på traktoren, da vi var med på en lille marktur, fortalte Line Garde. Foto: Jesper Hallgren Små kalve i en »halmindhegning« fungerede som en magnet på de mange besøgende. Foto: Jesper Hallgren  På Brunbjerggård har køerne det frie valg. De bestemmer således selv, om de vil være ude eller inde. Her er en ko på vej ind, mens en anden går mod græsmarkerne. Foto: Jesper Hallgren Fire traktorer kørte nærmest i pendulfart med en vogn fuld af børnefamilier, og halmlegepladsen i baggrunden var konstant også fuld af glade børn. Foto: Jesper Hallgren Arla henter hver dag klokken 12.30 mælk på Brunbjerggård, og på Åbent Landbrug var det med ekstra bevågenhed. Foto: Jesper Hallgren Omkring 2.000 gæster valfartede til Brunbjerggård for blandt andet at opleve besætningen med rød dansk malkerace. Foto: Jesper Hallgren - Vi har et team på fem ansatte, som står for arbejdet i stalden og på markerne, fortalte Kaare Larsen blandt andet på de guidede rundvisninger. Foto: Jesper Hallgren Kaare Larsen deltager altid på Roskilde Dyrskue, og i personalerummet kan man se, at køerne også opnår fine resultater. Foto: Jesper Hallgren

Den tredje søndag blev der traditionen tro holdt Åbent Landbrug over hele landet, og det var som sædvanlig et stort tilløbsstykke blandt børnefamilierne.

54 bedrifter rundt om i landet åbnede stalddørene denne dag, hvor den nordsjællandske mælkeproducent Kaare Larsen var blandt de 17, som inviterede til Åbent Landbrug øst for Storebælt.

Det udnyttede blandt andre Christoffer Fahlstrøm og Michelle Boysen fra Lynge, der for andet år i træk var taget på Åbent Landbrug med deres to børn – Lauge og Luna på henholdsvis to og fire år.

- Dagens børn har godt af at opleve landbruget og lære, hvor maden kommer fra. På Nørrebro er der jo mange børn, der tror, at mælken kommer fra Netto. Nu får vi rigtig kvalitetstid, hvor vi kommer væk fra iPhones og kommer ud i den friske luft og får røde kinder, lød det fra Christoffer Fahlstrøm.

Guidede rundvisninger

Den lille familie var blandt de omkring 2.000 gæster, som på denne skønne septemberdag lagde vejen forbi Brunbjerggård nær Dragstrup ved Gilleleje i Nordsjælland, hvor Kaare Larsen driver en besætning med rød dansk malkerace.

Flere gange i løbet af dagen stod han for guidede rundvisninger på bedriften, hvor han undervejs blandt andet fortalte om dagligdagen på Brunbjerggård, der begynder med morgenmalkningen klokken fire.

- Vi har 180 malkekøer samt 150 kalve og kvier. Vi producerer to-hjertet mælk, og det betyder blandt andet, at vores køer går ude på græsarealer i sommerhalvåret.

- Hos vores køer gælder det frie valg. Vores køer kan nemlig selv bestemme, om de vil være ude eller inde, og det er også meget forskelligt, hvad de vælger, forklarede den nordsjællandske mælkeproducent, der også orienterede om Arla 24-konceptet.

- Hos vores køer gælder det frie valg. Vores køer kan nemlig selv bestemme, om de vil være ude eller inde, og det er også meget forskelligt, hvad de vælger.

Kaare Larsen, mælkeproducent

Mælken leveres inden for 24 timer fra gård til butik. Arla henter hver dag mælk på Brunbjerggård klokken 12.30 og kører så til mejeriet i Slagelse, hvor den behandles og tappes, inden den køres ud til butikkerne, der så har frisk mælk i køledisken næste morgen.

Fire traktorer i fast rute

- Vi har et team på fem ansatte, som står for arbejdet i stalden og på markerne. Vi har 350 hektar jord, som er dyrket med græs, majs, ærter og korn. De fleste af vores afgrøder bruges som foder til vores dyr, og det overskydende korn sælges videre, fortalte Kaare Larsen.

Under Åbent Landbrug var det et langt større team, der var i gang. Udover guidede rundvisninger var der blandt andet også uddeling af smagsprøver, salg af mad- og drikkevarer og en lille rundtur i markerne.

Fire traktorer kørte nærmest i pendulfart med en vogn fuld af børnefamilier, og halmlegepladsen var konstant også fuld af glade børn.

Line Garde fra Tisvilde er mor til Agnes på næsten to år og Asger på fire år, og de havde også en fremragende dag på Brunbjerggård.

- Det er rigtig hyggeligt at være her. Der er gode aktiviteter for børnene, og for Asger var det en kæmpe oplevelse at få lov til at sidde i førerhuset på traktoren, da vi var med på en lille marktur, fortalte Line Garde.

Hun har – ligesom mange andre – nok allerede sat kryds i kalenderen søndag den 21. september 2025, hvor de danske landmænd igen slår stalddørene op og inviterer til Åbent Landbrug.

Læs også