Tørke har kostet Europa ni millioner ton korn
Junis hedebølge ventes at reducere den europæiske kornhøst til det laveste niveau siden 2018.

Tørke har ofte været et stort problem i den danske høstsæson, som i 2023, hvor billedet her er fra. Men i år er det primært i det centrale Europa, at problemerne har været størst. Arkivfoto: Per Jørgensen
Den varme og tørre juni har sat tydelige spor på Europas marker. Ifølge den europæiske brancheorganisation for korn og oliefrø, Coceral, har hedebølgen kostet omkring ni millioner ton korn i EU og Storbritannien. Det skriver den britiske avis The Guardian.
Tabet omfatter blandt andet hvede, byg, majs og havre og ventes at betyde, at EU-landene og Storbritannien får deres mindste samlede kornhøst siden 2018. De ni millioner ton er mere end den forventede samlede kornproduktion i Østrig, Irland og Nederlandene tilsammen.
Værdien af den tabte produktion anslås af den britiske tænketank Energy and Climate Intelligence Unit, ECIU, til omkring to milliarder euro, svarende til knap 15 milliarder kroner. Beregningen omfatter alene korn og tager dermed ikke højde for eventuelle tab inden for blandt andet grøntsagsproduktion og husdyrbrug.
- Det vil ramme landmændene på pengepungen, reducere deres indkomst og samtidig svække den europæiske fødevaresikkerhed, siger Tom Lancaster, analytiker med ansvar for jordbrug, fødevarer og landbrug hos ECIU, til The Guardian.
Varmerekord i Danmark
Også Danmark var præget af usædvanlig varme og lange perioder med tørt og solrigt vejr i juni. Månedens gennemsnitstemperatur endte på 16,6 grader. Dermed blev juni 2026 den sjettevarmeste juni, siden de landsdækkende danske målinger begyndte i 1874. Klimanormalen for juni er 14,4 grader.
Den 27. juni blev der målt 37,0 grader i både Ødum nord for Aarhus og Beldringe nord for Odense. Ifølge DR Nyheder var det både dansk junirekord og den højeste temperatur, der hidtil er registreret i Danmark.
Juni var samtidig en smule tørrere end normalt. På landsplan faldt der 56 millimeter nedbør mod normalt 64,4 millimeter. Fordelingen var dog meget ujævn: Det sydlige Jylland fik betydelige mængder regn, mens store dele af resten af landet havde en relativt tør måned.
Varmen ramte på kritiske tidspunkter
Coceral kæder de europæiske afgrødetab sammen med den varmeste juni, der er målt i Vesteuropa. DMI har ligeledes beskrevet juni 2026 som den varmeste juni, der er registreret i Vesteuropa, og den næstvarmeste juni globalt.
Varmen ramte flere afgrøder på afgørende tidspunkter i deres udvikling. Majsen blev påvirket under bestøvningen, mens hveden blev ramt under kernefyldningen, hvor planterne har stort behov for vand for at opbygge kerner og udbytte.
Frankrig ventes at blive hårdest ramt. Her anslås tabet af majs alene til 3,4 millioner ton, mens værdien af den mistede kornproduktion ventes at nå 891 millioner euro. Derefter følger Ungarn med et forventet korntab på 2,4 millioner ton og Spanien med 1,4 millioner ton. Den franske landmand Benoît Merlo, der driver landbrug i regionen Auvergne-Rhône-Alpes, fortæller, at flere års tilpasning til et varmere og tørrere klima ikke har været tilstrækkeligt.
- Når temperaturerne ligger over 38 grader i ugevis, bryder det hele sammen. Jeg forventer udbyttetab på mindst 50 procent og måske 70 procent i visse afgrøder som soja, siger han til The Guardian.
Den mindre høst ventes at gøre Europa mere afhængigt af importeret korn. Det kan bidrage til højere priser på de globale råvaremarkeder og i sidste ende øge presset på fødevarepriserne. Samtidig er de globale forsyninger under pres, fordi alvorlig tørke i den sydlige og vestlige del af USA også påvirker produktionen af både korn og kød. Udviklingen i priserne vil dog også afhænge af høsten på den sydlige halvkugle i slutningen af 2026 og begyndelsen af 2027.





































